Tysk projektudvikler investerer 300 mio. kr. i Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn får ny 20.000 kvm stor terminal til luftfragt.
Foto: PR-visualisering
Foto: PR-visualisering

Københavns Lufthavn har indgået en aftale med den tyske developer Axxus Capital om at udvikle en helt ny luftfragtsterminal på 20.000 kvm i den østlige del af lufthavnen, oplyser Københavns Lufthavne.

"Vi ser et stort potentiale i at udvikle luftfragten i Københavns Lufthavn. I de kommende år vil der blive endnu større behov for gode luftfragtfaciliteter til at håndtere stigende fragtmængder til og fra eksempelvis Kina," siger Markus Wolf, adm. direktør i Axxus Capital, i meddelelsen.

Investeringen løber op i 300 mio. kr. og skaber glæde i Københavns Lufthavn:

"Luftfragt er afgørende for en stor, international lufthavn som CPH, og derfor har det været vigtigt for os at finde en partner, der både kan forbedre og udvikle vores cargotilbud. Det har vi fundet i Axxus, som er specialister i at udvikle luftfragtfaciliteter," siger kommerciel direktør Peter Krogsgaard.

"Regionen er et hotspot for logistik"

Den nye terminal kommer til at ligge på de sidste ledige kvadratmeter i lufthavnens nuværende cargoområde og dermed får egen direkte adgang til airside.

"Det nye fragtcenter vil have den nyeste teknologi og understøtte både automatiserede og manuelle processer. Sikkerhedsmæssigt bliver det på højeste niveau med adskilte områder for alle sikkerhedsniveauer, ligesom der også bliver optimale forhold for kølefaciliteter, som eksempelvis er afgørende for mange kunder inden for medicinalbranchen," siger Markus Wolf fra Axxus.

Hos netværksorganisationen Copenhagen Capacity ser man investeringen som en understregning af, at Greater Copenhagen — der i international sammenhæng omfatter Sjælland, Lolland-Falster og Sydsverige — oplever en stigende efterspørgsel efter logistikinvesteringer.

"Regionen er et 'hotspot' inden for global logistik. Den nye 300 mio. kr. luftfragtsterminal vil ikke kun styrke konkurrenceevnen for nordiske og internationale import- og eksportvirksomheder, men vil skabe grundlag for yderligere vækst," siger Claus Lønborg, adm. direktør i Copenhagen Capacity, i meddelelsen.

Kapitalforvalter: Private investeringer i infrastruktur er i fremgang

ATP-direktør: "Vi har masser af plads til mere infrastruktur"

ATP køber australiere ud af Københavns Lufthavne

Norsk finanshus investerer i udbygning af Københavns Lufthavne

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også