Bendt Bendtsen: "Fuldstændig vanvittigt" at nationalisere lån til almene boliger

Den tidligere konservative minister Bendt Bendtsen revser i et indlæg i Børsen regeringens forslag om at flytte den 180 mia. kr. store gæld i den almene boligsektor fra realkreditten til staten.
Foto: Thomas Larsen/Jyllands-Posten
Foto: Thomas Larsen/Jyllands-Posten
AF THOMAS BO CHRISTENSEN, FINANSWATCH

Regeringen og boligminister Ole Birk Olesen (LA) får stryg af den tidligere konservative formand og minister Bendt Bendtsen i et indlæg i Børsen tirsdag. Emnet er regeringens nylige forslag om at overflytte gælden i Danmarks ca. 570.000 almene boliger fra realkreditten og Kommunekredit til staten.

I stedet for realkreditobligationer vil regeringen nemlig finansiere de almene boliger med statsobligationer, hvilket vil betyde, at der flyttes 180 mia. kroners gæld fra den almene boligsektor over på statens indenlandske bruttogæld, som vil stige med ca. 28 pct. til omkring 815 mia. kr.

Den tanke burde ikke kunne gro i en borgerlig, liberal have, mener den forhenværende økonomi- og erhvervsminister og nuværende medlem af Europa-Parlamentet, som kalder ideen "fuldstændig vanvittig."

"Er Ole Birks kompas gået i stykker, eller er det regnedrengene i Finansministeriet, som har været på spil? Forslaget vil på papiret give nogle hundrede millioner, som man kan anvende på den kommende finanslov. Den tanke er slet ikke gennemtænkt og den er ikke skabt i hovedet på en borgerlig politiker. Selvfølgelig var de første til at gå ud og rose regeringen SF og Enhedslisten. I min ministertid ringede alarmklokkerne, hvis Frank Aaen (EL) var i stand til at rose et af regeringens lovforslag," skriver Bendt Bendtsen i indlægget.

Som FinansWatch har beskrevet går regeringen og boligminister Ole Birk Olesen med forslaget også imod anbefalingen fra en ministeriel arbejdsgruppe, der kiggede på problemstillingen så sent som i 2014.

Her fandt arbejdsgruppen frem til, at ”på grund af den store usikkerhed, der er knyttet til et skift til en statslånemodel, vurderes det derfor ikke hensigtsmæssigt at ændre finansieringsmodellen til statslån," som der står i rapporten.

"I stedet bør fokus være på at styrke den eksisterende realkreditmodel. Blandt andet ved at fortsætte arbejdet med at forbedre konkurrence og gennemsigtigheden på markedet for realkreditfinansiering af alment byggeri,” lød det videre.

Regeringen ignorerer klar advarsel mod statsgæld til almene boliger

BL-direktør finder ny almen lånemodel unødvendig

Realkreditselskab spår lukning med ny almen lånemodel

Regeringen vil benytte statslån til almene boliger i stedet for realkreditlån 

(Denne artikel er leveret af FinansWatch — et søstermedie til EjendomsWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også