Boligselskab overtager byggeri fra OK-Fonden efter entreprenørkonkurs

En entreprenørkonkurs fik OK-Fonden til at stoppe arbejdet med at opføre 31 ældreboliger i Kastrup, der nu overtages af alment boligselskab.
”Overtagelsen af projektet med disse 31 almene ældreboliger falder godt i tråd med vores andre byggerier," udtaler Torben Magaard, bestyrelsesformand i Boligorganisationen Tårnbyhuse. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
”Overtagelsen af projektet med disse 31 almene ældreboliger falder godt i tråd med vores andre byggerier," udtaler Torben Magaard, bestyrelsesformand i Boligorganisationen Tårnbyhuse. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Boligorganisationen Tårnbyhuse skal stå for færdiggørelsen af 31 almene ældreboliger på Præstefælledvej 3-11 i Kastrup i Tårnby Kommune. Det skriver det almene boligselskab i en pressemeddelelse.

Baggrunden er, at Boligorganisationen Tårnbyhuse er blevet enige med den oprindelige bygherre, OK-Fonden, om at overtage byggeriet, efter at entreprenøren på projektet, det Kolding-baserede Adsbøl Entreprise, krakkede i juli 2022.

”En konkurs hos entreprenøren betød (...), at projektet gik i stå – og OK-Fonden ønskede ikke at prioritere deres indsatser anderledes,” skriver Boligorganisationen Tårnbyhuse i pressemeddelelsen.

”Efter at have sikret sig, at økonomien er bæredygtig for organisationen, har Boligorganisationen Tårnbyhuse overtaget ansvaret for at færdiggøre og drive de almene ældreboliger fremadrettet,” står der videre.

Boligorganisationen Tårnbyhuse oplyser, at man blev kontaktet i januar 2023 med en forespørgsel om, hvorvidt man ville overtage og færdige byggesagen, og efter at have sikret sig, at økonomien i projektet var på plads, blev det på et repræsentantskabsmøde 22. maj 2023 besluttet, at boligselskabet godt kunne overtage tøjlerne på projektet.

Det sker i samarbejde med Friis Andersen Arkitekter og entreprenøren Dyrlund Sørensen med finansiering fra Tårnby Kommune og Jyske Bank. Byggeriet forventes genoptaget i april 2024 og skal efter planen stå færdigt midt i 2025.

Boligorganisationen Tårnbyhuse er i forvejen i gang med at bygge almene boliger på andre lokationer i Kastrup, herunder 96 ungdomsboliger på Gemmas Allé 41.

”Overtagelsen af projektet med disse 31 almene ældreboliger falder godt i tråd med vores andre byggerier. Vi er netop nu ved at afslutte opførelsen af 96 almene ungdomsboliger i umiddelbar nærhed, hvilket betyder, at de to afdelinger kan samarbejde om den daglige drift af maskiner og personale m.v. Vi har derfor valgt at sige ja til at overtage byggeriet og gøre det færdigt,” udtaler Torben Magaard, bestyrelsesformand i Boligorganisationen Tårnbyhuse.

Boligorganisationen Tårnbyhuse består i dag af ca. 3.900 lejemål, der er fordelt på 12 afdelinger opført fra 1950 frem til 2024.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også