Boligminister i opråb: "Det er umuligt at få en almen bolig i de store byer"

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil vil arbejde på at sætte gang i forsyningen af almene boliger, så det matcher behovet. 
Ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil vil flere almene boliger var løsningen på de fleste samfundsrelaterede boligudfordringer. | Foto: Jens Dresling / Politiken
Ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil vil flere almene boliger var løsningen på de fleste samfundsrelaterede boligudfordringer. | Foto: Jens Dresling / Politiken

I 2020 blev der påbegyndt næsten 3000 almene familieboliger; i øjeblikket er tallet 1000, og det tal stemmer ikke overens med efterspørgslen, siger social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i et interview med Fagbladet Boligen.

Ministeren mener, at blandt andet den aktuelle inflation, som medfører stigende byggepriser, er gift i forhold til at få bygget almene boliger. 

”Der skal altid arbejdes på, at forsyningen af almene boliger matcher behovet. Et af de største problemer, vi har haft i årtier, er, at det er umuligt at komme ind at få en almen bolig i de store byer – særligt i København. Der skal man stå på venteliste i en halv menneskealder, før man kan få en almen bolig. Efterspørgslen er meget større end udbuddet. Derfor er ventelisterne så lange. Derfor er det en meget høj prioritet at bygge meget,” udtaler Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til mediet.

Tilbage i september 2022 satte den daværende regering med Christian Rabjerg Madsen (S) som boligminister et nyt tiltag i gang for at imødekomme denne udfordring. 

For at få flere almene byggerier i gang åbnede Indenrigs- og Boligministeriet for muligheden for at godkende anskaffelsessummer, som er 20 pct. højere end maksimalbeløbet. Målet var at få gang i byggeriet af de projekter, som har ligget klar siden årsskiftet, men som ikke har kunne holdes inden for maksimumsbeløbet.

Almene boliger adskiller sig på mange måder fra resten af boligmarkedet, da de skal sikre, at der findes gode boliger i attraktive boligområder til alle i Danmark. Boligerne bliver opført med et bidrag på 10 pct. fra den kommune, de ligger i, og kommunen kan så disponere over hver fjerde ledige lejlighed, som den kan henvise borgere til. 

Ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil er det især de unge, der skal på boligmarkedet for første gang, samt de ældre over 65 år, der er mest afhængige af en tilstrækkelig forsyning af almene boliger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også