Alment boligselskab sagsøger kommune

En budgetoverskridelse på 18 mio. kr. begyndte, hvad der nu ender med et søgsmål. Hvis kommunen bliver frikendt i retten, skal Rubow Arkitekter og BDO Consulting til at forsvare sig, skriver lokalavis.
Et billede af en af boligblokkene, som det almene boligselskab Vibo ejer. | Foto: PR / Vibo
Et billede af en af boligblokkene, som det almene boligselskab Vibo ejer. | Foto: PR / Vibo
AF FREDERIKSBORG AMTS AVIS

Byrådspolitikerne i Fredensborg Kommune mistede for halvandet år siden tilliden til Boligforeningen Vibo, fordi byggeriet af et plejecenter i Humlebæk blev ramt af budgetoverskridelser på 18 mio. kr. allerede i den tidlige opstartsfase.

Derfor blev Vibo smidt på porten, og Humlebæk Boligselskab overtog opgaven. Nu har Boligforeningen Vibo sagsøgt Fredensborg Kommune for uberettiget ophævelse af kontrakten, skriver Frederiksborg Amts Avis, fredag.

"Vibo har haft nogle medførte udgifter, blandt andet til rådgivere og jordbundsundersøgelser, og vores organisationsbestyrelse mener ikke, at Vibo skal påføres det tab," forklarer Kaare Vestermann, direktør i Boligforeningen Vibo.

Han minder om, at Vibos projekt selv med budgetoverskridelsen ville score højest på de kriterier, som Fredensborg Kommune brugte til at vurdere forslagene til et nyt plejecenter i Humlebæk. I stævningen opgør Vibo tabet til 12.906.075 kroner, heraf er de 4,35 mio. kr. et realiseret tab for betalte regninger, imens det resterende beløb er ikke betalte regninger og mistede indtægter.

Borgmester Thomas Lykke Pedersen (S), Fredensborg Kommune, undrer sig over boligforeningens reaktion.

"Jeg har ikke så mange kommentarer, imens sagen kører. Men det er jo ikke os, der har lavet en stor regnefejl," siger han.

Hvis Fredensborg Kommune bliver frikendt i retten, skal Rubow Arkitekter og BDO Consulting til at forsvare sig.

Vibo vil holdes skadesfri og går derfor efter at få dømt sine samarbejdspartnere for dårlig rådgivning, fordi det netop er rådgivernes opgave at sikre, at budgettallene i et vinderprojekt er korrekte.

Rubow Arkitekter afviser at have lavet fejl, og landets fjerdestørste rådgivnings- og revisionsvirksomhed, BDO, har ingen kommentarer til sagen.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzau Bureau på vegne af Frederiksborg Amts Avis)

Medie: Rubow Arkitekters regnefejl koster kommune 12 mio. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også