Skilsmisse udløser navneskifte hos Lejerbo København

Boligselskabet Lejerbo København, der ejer 5300 almene boliger, hedder fra 1. juli Bo-Vita, oplyser selskabets nye administrator, Bo-Vest.
"Vi er glade for det endelige resultat. Vita betyder jo liv, og det gode boligliv er det jo vores fornemste opgave at skabe som boligorganisation," siger Jan Hyttel, formand i Lejerbo København, i en meddelelse.
Lejerbo København opsagde sidste år sin administrationsaftale med Lejerbo, hvor man er den største medlemsorganisation. Opsigelsen blev blandt andet begrundet med dårlig håndtering af byggesager og at organisationen trods sin størrelse ikke kunne få en fast plads i Lejerbos hovedbestyrelse.