Fredsaftale i bandekonflikt får boligkøberes interesser til atter at stige

Ejendomsmæglere på Nørrebro og i Nordvest vejrer morgenluft, for sensommerens bandekonflikt i de københavnske gader synes at være gået i sig selv. Det har fået boligkøberne til så småt at vende tilbage, skriver Børsen.
Foto: PR
Foto: PR

Det gik hårdt ud over ejendomsmæglernes forretning, da bandekrigen rasede i efteråret 2017.

Skyderier i de københavnske gader, skræmte boligkøberne bort fra området i og omkring Nørrebro og Nordvest, hvor rivaliserende bander udkæmpede deres indbyrdes magtkampe.

Men nu viser nye tal fra mæglerkæden Home, at udviklingen er ved at vende.

Det skriver Børsen.

Fra et massivt dyk i antallet af boliger til salg, afsluttede handler og fremvisninger i juli 2017, hvor skyderierne begyndte, til i dag, hvor for eksempel antallet af fremvisninger er steget med 26 procent i forhold til samme periode året før.

Den positive udvikling skyldes den våbenhvile, som blev indgået mellem de rivaliserende bander i november og forlænget i december. Den har fået boligkøberne til at falde til ro, mener Michael Dalsager, seniorkommunikationskonsulent i Home. 

"Vi mener, det har haft en stor betydning, at der er faldet ro over tingene på Nørrebro - hvis uroen fortsat hærgede, så havde vi sandsynligvis set et andet billede nu," siger han til Børsen.

Det er dog ikke alle kundegrupper, der helt har sluppet skepsissen. Forældrekøberne, der traditionelt har været flittige på det nørrebro’ske boligmarked, forholder sig stadig afventende.

Det konstaterer en anden mægler, Børsen har talt med - Ali Kahbazy fra Nybolig. Ifølge ham vil der gå i hvert fald to til tre år, før de vender tilbage.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også