Klumme: Bring Greater Copenhagen i front på Mipim

Hvis bygge- og ejendomsbranchen skal blive ved med at trække investeringer til Danmark, er der brug for at bakke op bag vækstinitiativet Greater Copenhagen, lyder det i denne klumme.
Foto: PR
Foto: PR
Af Tony Christrup, landsformand i Byggesocietetet

I næste uge er tusindvis af bygge- og ejendomsfolk samlet i Cannes til årets største messe for bygge- og ejendomsbranchen. I år forventes mere end 23.000 branchefolk fra 90 lande at deltage.

Byggesocietetet er igen i år med omkring den danske stand, hvor vi i samarbejde med Copenhagen Capacity vil skabe maksimal synlighed for den danske bygge- og ejendomsbranche med en fælles markedsføring af Greater Copenhagen.

Målsætningen er klar. Standen skal sikre det bedst mulige udgangspunkt for at få vækst og investeringer til Danmark, og med etableringen af Greater Copenhagen-samarbejdet er der skabt en effektiv platform til at markedsføre branchen over for udenlandske investorer.

Kåret af Financial Times

Jeg er derfor heller ikke i tvivl om vigtigheden af, at vi i bygge- og ejendomsbranchen står sammen om at formidle de gode budskaber om Greater Copenhagen – kun på den måde kan vi sikre, at den danske bygge- og ejendomsbranche forbliver synlig i Cannes. Det er en forudsætning for, at vi fortsat kan hive investeringer hjem til Danmark.

Tidligere på året blev Greater Copenhagen-samarbejdet belønnet for indsatsen med at tiltrække udenlandske investorer til hovedstadsområdet, da Financial Times kårede Greater Copenhagen som bedst i kategorien for mellemstore regioner. Der er derfor god grund til at bringe Greater Copenhagen i front for den danske repræsentation på Mipim.

Inviterer til brunch og netværk

Markedsføringen af Greater Copenhagen og den danske bygge- og ejendomsbranche kommer dog ikke kun til at foregå på selve standen. Byggesocietetets Internationale Udvalg inviterer onsdag formiddag udvalgte udenlandske investorer til brunch og netværk. Med Københavns overborgmester Frank Jensen i front, får investorerne mulighed for at mødes med partnerne omkring den danske stand og høre mere om investeringsmulighederne i Greater Copenhagen.

Byggesocietetet går gerne forrest når det gælder dialogen omkring, hvordan vi i bygge- og ejendomsbranchen kan bidrage til ambitionerne om at sikre omfattende investeringer i byggeri og anlæg. Og med markedsføringen af Greater Copenhagen på Mipim tager vi for alvor hul på den dialog.

Ejendomsmessen afholdes 14.-17. marts 2017 i Cannes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også