Klumme: Priserne på ejerlejligheder stiger fortsat centralt i København

Det er kun en del af billedet, når der ifølge nye tal er sket et fald i prisen på ejerboliger. I det indre dele af København er billedet anderledes.
Lars Wismann, ejendomsmægler og valuar. | Foto: Ritzau Scanpix/Søren Bidstrup.
Lars Wismann, ejendomsmægler og valuar. | Foto: Ritzau Scanpix/Søren Bidstrup.
AF LARS WISMANN, EJENDOMSMÆGLER OG VALUAR

Finansdanmark har 17. december 2018 publiceret de seneste tal for handelspriserne på ejerboliger i tredje kvartal 2018. For de 16 mest vægtige postnumre har der været tale om et fald på 1,4 pct. for de handlede kvadratmeterpriser. Det samlede billede er dog varieret idet postnumre som Indre By, Vesterbro og Charlottenlund har haft prisstigninger.

Ser man på udviklingen i priserne siden fjerde kvartal 2004 til tredje kvartal 2018, så har der været tale om en fordobling i priserne for Indre by, Frederiksberg og Brokvartererne. Jo tættere man er på Københavns Centrum, des større prisstigninger. Beregner man så disse prisstigninger i gennemsnit p.a. over 14 år, så svarer tallene til ca. 5 pct. p.a. år efter år 14 år i træk.

Skulle man så have været så uheldig at have købt i andet kvartal 2006, sidste gang priserne toppede, så er der fortsat tale om prisstigninger på 2,5-3,0 pct. p.a. år efter år 12 år i træk. Da nettorenten på realkreditlån er langt under disse satser, så kan man konstatere, at alle danskere, der bor i ejerlejligheder i København, over tid har boet og muligvis bor huslejefrit.

Hvordan priserne kommer til at udvikle sig fremover, ved ingen. Hvad der gælder for København er, at byen er en gigantisk succes. Befolkningstallet vokser, uddannelsesniveauet stiger kraftigt, mere end halvdelen af Danmarks økonomiske vækst ligger i København, mange københavnere efterlader sig store formuer til deres arvinger, når de dør, den økonomiske ulighed vokser. Alt taler derfor for, at vi langt fra har set de sidste prisstigninger i København.

Kilde: Finansdanmark, boligmarkedsstatistikken. Prisudviklingen på ejerlejligheder.
Kilde: Finansdanmark, boligmarkedsstatistikken. Prisudviklingen på ejerlejligheder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også