Klumme: Snævert kommunalt anlægsloft skader velfærden

Kommunernes anlægsramme er for snæver og udskyder for mange vigtige investeringer lokalt, lyder det i denne klumme.
Foto: PR
Foto: PR
AF TONY CHRISTRUP, LANDSFORMAND I BYGGESOCIETETET

Det virker helt forkert, at staten kan sætte det ene anlægsprojekt efter det andet i gang, mens kommunerne får nej til at igangsætte projekter til gavn for borgerne.

I Byggesocietetet opfordrer vi finansminister Kristian Jensen (V) til at lette foden fra bremsen og give kommunerne lov til at investere mere i nybyggeri og renovering af kommunale bygninger og anlæg.

I aftalen om kommunernes økonomi for 2018 blev regeringen og KL enige om at give kommunerne mulighed for at investere 17 mia. kr. i nybyggeri og renovering af kommunale bygninger og anlæg. Finansministeren fastholdt senest anlægsloftet på KL's topmøde, der blev afholdt i Aalborg tidligere på måneden.

Men 17 milliarder rækker slet ikke, når man tænker på, at en række kommuner har et meget stort efterslæb på vedligeholdelsesområdet både på det tekniske område og inden for skoleområdet.

Nedslidte skoler og forældede toiletfaciliteter harmonerer dårligt med et statsligt boom i anlægsinvesteringer. En udskydelse af vedligeholdelse af kommunale bygninger og anlæg skubber også problemet længere ud i fremtiden samtidigt med, at det bliver dyrere at løse.

Jeg opfordrer derfor kommunerne til på ny at presse på for at få finansministeren til at se kommunernes realiteter i øjnene og forhøje anlægsloftet.

Man taler så meget om et Danmark i balance. Her er et område, hvor der kan skabes balance mellem staten og kommunerne til gavn for hele landet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også