Finanshuse planlægger London-exit efter Brexit

Den britiske premierminister har nu gjort det helt klart, at Storbritannien ikke skal være en del af EU’s indre marked. Dermed er en række store finanshuse gået i gang med at forberede flytningen af tusindevis af arbejdspladser væk fra London.
Foto: /ritzau/Thomas Borberg
Foto: /ritzau/Thomas Borberg
AF DAVID BENTOW, FINANSWATCH

I en afgørende tale har den konservative britiske premierminister Theresa May i dag fortalt om strategien for, hvordan Storbritannien vil forlade EU.

Og finanssektorens værste mareridt blev bekræftet i talen.

”Hvad jeg foreslår, kan ikke betyde medlemskab af det indre marked,” fastslog Theresa May.

Dermed ser fremtiden dyster ud for en del af de 334.000 finansarbejdspladser, der eksisterer i Storlondon fordelt på 13.700 finansvirksomheder, hvoraf en god del er udenlandske.

Den britiske regering vil nemlig blandt andet have kontrol over, hvem der kommer ind i landet. Og det kan man ikke, samtidig med at man er medlem af EU’s indre marked.

”Vi ønsker et nyt og lige partnerskab. Mellem et uafhængigt, selvstyrende globalt Storbritannien og vores venner og allierede i EU. Ikke delvis medlemskab af den europæiske union, tilknyttet medlemskab af den europæisk union eller noget, der efterlader os halvt inde, halvt ude. Vi ønsker ikke at overtage en model, der allerede bruges af andre lande. Vi ønsker ikke at holde fast i dele af medlemskab, når vi går ud,” lød det fra Theresa May.

Dermed står banker, kapitalforvaltere, forsikringsselskaber og andre finansvirksomheder med håret i en højrød britisk postkasse.

For netop det indre marked er, hvad der i dag gør det muligt for finansielle virksomheder at have base i London, men sælge deres ydelser i hele EU.

Men hvis der ikke er adgang til EU’s indre marked, så bliver finansvirksomhederne helt eller delvist nødt til at flytte til eksempelvis Paris, Frankfurt eller Dublin for at have fortsat adgang til hele det indre marked.

”Hvis du ikke ved, hvor du går hen, så er du nødt til at planlægge efter det værste og gennemføre det hurtigere,” sagde Douglas Flint, bestyrelsesformand for Europas største bank, HSBC, på det økonomiske topmøde i Davos, Schweiz ifølge flere medier.

”Dette er ikke raketvidenskab. Virksomheder ønsker at vide: Hvad er ambitionen? Og hvordan håndtere man overgangen? Er det den frygtede klippekant, eller er der en eller anden fastfrysning,” spurgte HSBC-formanden.

Bestyrelsesformanden for den schweiziske storbank UBS, tyske Axel Weber, siger til nyhedstjenesten Bloomberg, at ”arbejdshypotesen” er, at banker med base i London vil miste adgangen til det indre marked. Vurderingen er, at de første finansarbejdspladser kan begynde at blive flyttet, få uger efter Storbritannien formelt ansøger om udmeldelse af EU, hvilket ventes at ske til marts.

Allerede i september sidste år sagde UBS-chef Sergio Ermotti, at han formentlig var nødt til at flytte op til 1.500 arbejdspladser væk fra Storbritannien, og før Brexit-afstemningen sagde HSBC og amerikanske JPMorgan, at man kunne være nødt til at flytte op til 5.000 arbejdspladser væk fra London.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie, FinansWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også