Dansk Byggeri vil passe godt på kommunale bygninger

Det er dyrt at vedligeholde, men meget dyrere at lade være, siger Dansk Byggeri om kommunale bygninger. De bør tænkes ind i forhandlingerne, når KL og regeringen aftaler økonomi for 2017, hedder det.
Foto: Ritzau Scanpix/Martin Kurt Haglund
Foto: Ritzau Scanpix/Martin Kurt Haglund

Når kommunernes forening, KL, og regeringen i dag ridser banen op for forhandlingerne om næste års kommunale økonomi, opfordrer Dansk Byggeri til, at man tænker langsigtet.

"Det er uholdbart, hvis kommunerne fravælger vedligehold af deres bygninger, fordi de ikke kan finde midler til de borgernære velfærdsområder, flygtninge og politiske prioriteringer fra Christiansborg. Opfordringen fra Dansk Byggeris er derfor klar: Den kommende aftale om kommunernes økonomi skal sikre en klog, anstændig og øremærket ramme for vedligehold af de kommunale bygninger, veje og anlæg," siger adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, i en pressemeddelelse.

Dansk Byggeri har gentagende gange påpeget det store kommunale vedligeholdelsesefterslæb. Skoler, daginstitutioner og andre offentlige bygninger får i dag ofte lov til at stå og forfalde. Der er derfor behov for at investere et tocifret milliardbeløb, hvis værdien af de kommunale bygninger ikke skal falde yderligere, mener organisationen.

"Der er al for stor risiko for, at kommunerne på grund af den stramme økonomi fristes til at fravælge vedligehold. Det er et spørgsmål om politisk prioritering, men her skyder man sig selv i foden, da regningen for manglende vedligehold vil stige. Det er nemlig billigere at vedligeholde end at genoprette forsømte bygninger," siger Lars Storr-Hansen og understreger, at politikerne har et ansvar for at opretholde værdien af den kommunale ejendomsportefølje, som de er sat til at forvalte bedst muligt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også