Ejendomsfirma jagter kapital til satsning i Rusland

En kapitalrejsning på 60 mio. kr. skal give børsnoterede Blue Vision mulighed for at investere i Rusland. Men selv hvis kapitaltilførslen mislykkes, er der noget at falde tilbage på, fortæller direktøren for selskabet, der tidligere hed Gudme Raaschou Vision.
Foto: PR
Foto: PR
AF RITZAU FINANS

På trods af fremgang endte sidste år med et nyt underskud på 3,7 mio. kr. for den lille børsnoterede ejendomsvirksomhed Blue Vision. Men allerede i indeværende år forventer det Hellerup-baserede selskab et overskud på mellem 5 og 10 mio. kr.

Det er en forventning, som bygger på flere forhold, og hvor de første er realiseret. Det fortæller Henning Borg, adm. direktør hos Blue Vision, der for få år siden sløjfede sine sidste ejendomsbesiddelser i Danmark og siden har fokuseret på ejendomsprojekter i udlandet.

"Der er flere ting, som vi allerede har gjort. Blandt andet har vi ryddet op i virksomheden og vendt en negativ egenkapital til at være positiv," siger Henning Borg.

Ved udgangen af december viste selskabets bogførte egenkapital et plus på 99,5 mio. kr., hvor den to år tidligere udgjorde et minus på 105,4 mio. kr.

Ny investeringsstrategi

Hvad angår oprydningen, er der lanceret en ny investerings- og opkøbsstrategi, der blandt andet indeholder overvejelser om et helt eller delvist frasalg af et ejendomsprojekt i Portugal.

I stedet vil Blue Vision fokusere på det russiske ejendomsmarked. Til det har der manglet de fornødne ressourcer, og derfor er selskabet frem til slutningen af april i gang med en kapitaludvidelse, der skal fremskaffe 60 mio. kr.

"Nu mangler vi at få tilført aktivitet, som har en indflydelse på den daglige drift. Det er det, som vi efter planen gør inden længe. Lige nu er vi i to konkrete forhandlinger, og så har vi en pipeline, der rækker ud over det," siger Henning Borg.

I øjeblikket forhandler virksomheden om erhvervelse af op til 5000 hektar landbrugsjord i Krasdonar-regionen, der ligger i det sydlige Rusland. Samtidig ligger Blue Vision i forhandlinger om erhvervelse af en betydelig kapitalandel i et selskab, der ejer en større kontorejendom beliggende i Moskva.

Kapitalrejsning afgør hastigheden

Begge opkøb er imidlertid afhængige af kapitalrejsningen på 60 mio. kr. Midlerne ventes at være fremskaffet i løbet af denne sommer.

Hvor vigtigt er det for virksomheden, at I lykkes med kapitaludvidelsen?

"Den er ikke vigtig, for at vi lykkes som virksomhed. Den er vigtig, for at vi lykkes med vores strategi i den hastighed, som vi sigter efter på nuværende tidspunkt," siger Henning Borg.

Han forklarer, at worst case-scenariet vil være investorer, som vælger at trække sig, fordi de ikke er med på idéen om at investere i russiske udlejningsejendomme.

"Det har vi ikke nogen forventning om, men i sådan et tilfælde ville vores kapitalrejsning ikke blive til noget. Vi ville dog stadig have vores ejendomsprojekt i Portugal at falde tilbage på. Vi mener bare, at vi kan gøre det bedre ved at skille os af med det og i stedet fokusere på Rusland," understreger direktøren.

Ny formand fra Catella

Om det russiske ejendomsmarked siger Henning Borg, at det blandt andet er interessant, fordi det af forskellige grunde har fået nogle gevaldige tæsk de seneste to-tre år.

"Det er samtidig med til at gøre markedet opportunt på nuværende tidspunkt. Det er også en af grundene til, at vi ønsker at målrette vores investeringsprofil til udelukkende russiske aktiver," forklarer han.

For at styrke sin fremtidige udvikling udpegede Blue Vision tidligere på året Niels Troen som ny bestyrelsesformand. Han er blandt andet medstifter af og tidligere direktør for Catella Investment Management, der forvalter ejendomme og rådgiver ved ejendomsinvesteringer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også