Victor fortsætter mod udgangsdøren på fondsbørsen

Victor International, der blandt andet ejer ejendomme i franske skiområder, taber stille og roligt omsætning.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF RITZAU FINANS

Ejendomsselskabet Victor International, der stille og roligt er ved at forlade fondsbørsen, havde tilbagegang i omsætning og bundlinje sidste år, men selskabet er også i færd med at reducere sin ejendomsportefølje med henblik på en afnotering fra børsen.

Selskabet, hvis hovedaktivitet er investeringsejendommene Baccara I og Joker i det franske skisportsområde La Plagne, omsatte sidste år for 3,4 mio. euro mod 4,9 mio. euro et år tidligere.

Det blev vekslet til et driftsresultat før finansielle poster og værdireguleringer på minus 0,2 mio. euro mod et minus på 0,3 mio. euro et år tidligere.

På bundlinjen hentede Victor International sidste år et nettooverskud på 0,3 mio. euro mod et plus på 0,9 mio. euro i 2014.

Det klart vigtigste budskab i årsregnskabet for 2015 er dog, at salgsprocessen af de sidste ejendomme fortsætter, så HMJ Group, der er hovedaktionær i Victor, sluttelig kan fremsætte et købstilbud på de resterende aktier og afnotere selskabet.

"For Baccara I's vedkommende er der indgået gensidig uopsigelig lejekontrakt med SAP Location frem til oktober 2022. Fra oktober 2018 til 2022 er der indgået aftale med SAP Invest om successivt salg af lejlighederne over en femårig periode, og lejen reduceres, i takt med at salgene af lejligheder gennemføres," skriver Victor i regnskabet.

For Jokers vedkommende er der i 2015 solgt 34 lejligheder. Der resterer herefter 20 lejligheder, der forventes solgt over de næste et til to år, fortsætter selskabet.

For indeværende år venter Victor International at nå et resultat før værdireguleringer og skat på 160.000 til 210.000 euro, fremgår det desuden af regnskabet.

Tabel for Victor Internationals årsregnskab for 2015:

 

Mio. Euro 2015 2014
Omsætning 3,4 4,9
Resultat før finansposter og værdireg -0,2 -0,3
Resultat før skat 0,5 0,8
Nettoresultat 0,3 0,9

 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også