Prisboom i udlejningsejendomme i København

På et år er københavnske ejendomme med lejeboliger blevet 22 procent dyrere. Politisk indgreb mod højere huslejer er på vej, skriver Politiken.
Foto: Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian
AF POLITIKEN FORMIDLET AF RITZAU

Priserne på ejendomme med lejelejligheder i København er på bare 1 år steget med 22 procent, mens enfamiliehuse og ejerlejligheder ikke blevet en krone dyrere. Det skriver Politiken søndag.

"Det er en meget dramatisk stigning," fastslår seniorøkonom i Boligøkonomisk Videncenter Marc Lund Andersen, der står bag beregningen i et såkaldt prisindeks, som går fra foråret sidste år til foråret i år.

Han ikke er i tvivl om, at kapitalstærke kræfter – både danske og udenlandske – ser lejeboliger som en meget lukrativ investering, fordi de kan udnytte lovgivningen om lejelejligheder i ældre ejendomme til at sætte huslejerne op for nye lejere, når boligerne bliver moderniseret.

Normalt er der et lavt loft over huslejen i byggeri fra før 1992, så den kun kan stige i forhold til ejendommens driftsudgifter og mindre forbedringer. Men lejen kan forhøjes til det dobbelte og tredobbelte, hvis der investeres minimum en kvart million kroner i lejligheden til "gennemgribende forbedring", når en ny lejer flytter ind. Den mulighed findes i boligreguleringslovens paragraf 5.2.

"5.2 gør det muligt for relativt beskedne beløb og begrænsede forbedringer at skifte fra en meget stram huslejeregulering til en anden regulering med adgang til væsentlig højere huslejer," som Marc Lund Andersen udtrykker det over for Politiken.

Når der kommer mange kapitalstærke investorer ind på lejeboligmarkedet, er de samtidig selv med til at skrue priserne i vejret. Det i sig selv kan de også tjene penge på, forklarer projektdirektør i Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen.

"Hvis en investor køber ejendomme for 1 milliard kroner, og de stiger i pris med 22 procent på bare et år, som vi nu ser, får han jo 220 millioner kroner ned i foret ved et salg," konstaterer Curt Liliegreen.

Formand for Lejernes Landsorganisation i Hovedstaden Claus Højte mener, at tallene viser, at "der er rigtig gode penge at tjene på privat udlejning i dag."

"Når Blackstone og andre udenlandske pengetanke køber ind i Danmark, får det priserne på udlejningsejendomme til at stige, fordi de byder over de potentielle danske købere," siger Claus Højte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også