Øresundsmetro skal knytte en million mennesker sammen

En metro på tværs af Øresund øger bevægeligheden og styrker Skandinavien i Europa, siger overborgmester.
Foto: Stine Bidstrup
Foto: Stine Bidstrup
AF RITZAU

Flere arbejdspladser, kortere rejsetid og flere investeringer i Danmark.

Det er blandt fordelene, som Danmark kan se frem til, når Danmark og Sverige efter planen forbindes med en øresundsmetro i 2035.

Det fortæller overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen (S) og Malmös borgmester, Katrin Stjernfeldt Jammes (S), på et pressemøde i Malmö mandag.

"Øresundsmetroen, der skal forbinde Malmö og København, er gået fra at være en vision, som jeg drømte om for seks til syv år siden, til at kunne blive en realitet," siger Frank Jensen.

Metroen skal have afgange med halvandet minuts mellemrum, og rejsetiden mellem Malmö og København bliver cirka 23 minutter. Det er næsten en halvering af rejsetiden med toget.

"Metroen er af strategisk betydning for Nordeuropas hotteste arbejdsmarked. De nordiske lande har nu mulighed for at blive et vigtigere punkt på det europæiske kort," siger Katrin Stjernfeldt Jammes i en pressemeddelelse.

Aftalen om metroen kommer, efter at der for nylig faldt en aftale på plads om en Femernbælt-forbindelse mellem Danmark og Tyskland, der skal stå klar i 2028.

Den dansk-tyske aftale formodes at øge andelen af godstransporter, og det fortrænger ifølge overborgmesteren persontoge fra Øresundsbroen. Men de skal i stedet kunne tage metroen.

I øjeblikket kan cirka 1,3 millioner mennesker nå på tværs af Øresund inden for en time. Med den nye metro forventes det antal at stige til omkring 2,3 millioner mennesker.

"Den vil understøtte vækst og udvikling, tiltrækning af arbejdspladser, tiltrækning af investeringer og talenter. Det er det perspektiv, som den her øresundsmetro skal ses i," siger Frank Jensen.

Som led i projektet er der oprettet er nyt råd bestående af erhvervsledere og forskere fra både Danmark og Sverige.

Rådet hedder Øresundsmetro Executive, og i spidsen for det er Jørn Neergaard Larsen, som er tidligere beskæftigelsesminister (V) og tidligere direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

"Der er slet ikke nogen tvivl om, at synergivirkningerne for væksten for hele Sjællandsregionen og Skåneregionen vil være meget, meget stor," lyder det.

Sammen med de øvrige medlemmer af rådet skal Jørn Neergaard Larsen bidrage med viden om øresundsmetroens effekter.

Øresundsmetroen er estimeret til at koste cirka 30 milliarder kroner og finansieres primært af brugerne samt af overskuddet fra Øresundsbroen.

Investorer vil have letbane uanset samfundsgevinsten

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også