Kommuner vil have lov at investere mere i bygninger

Det er uholdbart, at staten overhaler kommunerne, når det kommer til anlægsudgifter, mener KL-formand.
Foto: Ritzau Scanpix/Tobias Nicolai
Foto: Ritzau Scanpix/Tobias Nicolai
AF RITZAU

Kommunale veje og bygninger forfalder, mens der tilsyneladende ikke er nogen smalle steder, når det gælder statens investeringer.

Sådan lyder det torsdag fra Martin Damm (V), formand for kommunernes talerør, KL.

"Veje og bygninger i kommunerne mangler alt for mange steder i kritisk grad investeringer. Og det er på den lange bane dyrt for samfundet at underinvestere og udskyde vedligeholdelse. Dyrt og uklogt," siger Martin Damm.

I sin tale ved Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg opfordrer han finansminister Kristian Jensen (V) til at lette foden fra anlægsbremsen og give kommunerne lov til at foretage de nødvendige investeringer.

Det er anlægsrammen, som hvert år forhandles mellem regeringen og KL, der sætter grænserne for, hvor meget kommunerne må bruge på byggeri og renovering.

Kommunernes ønsker til anlæg i 2018 var ifølge KL-formanden tre mia. kr. højere, end det aftalen endte med.

Samlet set er kommunernes anlægsudgifter per indbygger i dag betydeligt lavere end for fem-ti år siden, påpeger han.

Hos staten er det en anden sag, siger Martin Damm.

Procentmæssigt har staten ifølge KL-formanden overhalet kommunerne, når det gælder andelen af de samlede offentlige investeringer.

"Det er ikke holdbart," lyder det fra Martin Damm, der mener, at emnet må drøftes af parterne ved de kommende forhandlinger om næste års økonomi.

Kommunerne er i det hele taget under et stort udgiftspres, påpeger KL-formanden.

Befolkningen bliver ældre og ældre, og det øger behovet for pleje og støtte fra kommunerne.

Regeringens plan om en sammenhængsreform, der skal forbedre den offentlige sektor, trækker i den rigtige retning, mener Damm.

"Målsætningen er i hvert fald rigtig. Nemlig mere tid til kerneopgaver og bedre velfærd på tværs af sektorer. Det vil vi meget gerne bidrage til," siger Damm.

Kommunerne har torsdag lanceret deres eget udspil med ti punkter, hvor man kan forenkle og skabe en mere sammenhængende offentlig sektor.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også