Rapport: Kun større byer vil huse specialbutikker i 2030

Stigende internethandel vil tage livet af specialbutikker i en lang række danske byer og påvirke huslejedannelsen, viser ny rapport fra Institut for Center-Planlægning.
Foto: PR
Foto: PR

Frem mod 2030 vil byer som Sorø, Kerteminde og Ebeltoft ikke længere have specialbutikker af betydning. Årsagen er, at handlen er flyttet væk fra de fysiske butikker og over på internettet.

Det er konklusionen i en ny analyse fra Institut for Center-Planlægning (ICP), der vurderer, at 30 pct. af omsætningen af udvalgsvarer vil ske som e-handel i 2030. I dag er andelen 20 pct. I et lidt mere aggressivt scenarie — der beskrives som "et potentielt realistisk scenarie" — rykker 50 pct. af handlen med udvalgsvarer til internettet, hvorved byer som Kalundborg, Haderslev og Hørsholm vil forsvinde fra landkortet som byer med en udvalgsvarehandel af betydning.

"Analysen viser, at der i fremtiden vil være færre byer med en vis bredde i udvalgsvaredetailhandlen, og dette vil påvirke lejeniveauerne og ejendomsværdierne i bymidterne, shoppingcentrene og storbutiksområderne i forskellige dele af landet," siger Per Nyborg, adm. direktør i ICP, i en kommentar til rapporten.

Når det gælder omsætningen med dagligvarer, spås e-handlen at tegne sig for 6 pct. i det meste realistiske scenarie frem mod 2030. I det alternative scenarie udgør andelen 15 pct.

I dag sker kun to pct. af dagligvareomsætningen gennem e-handel.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også