Separat ejendomsafdeling er fortid hos Plesner

Opsigtsvækkende partnerexit får øjeblikkelige konsekvenser i et af landets største advokatfirmaer, der slår afdelingerne for fast ejendom og entreprise sammen for at afbøde slaget, der især ramte fast ejendom hårdt.
Niklas Korsgaard Christensen, næstformand og en af de tilbageværende partnere i Plesners afdeling for fast ejendom, bliver chef for den nye afdeling i advokatfirmaet "fast ejendom, entreprise og infrastruktur". | Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix
Niklas Korsgaard Christensen, næstformand og en af de tilbageværende partnere i Plesners afdeling for fast ejendom, bliver chef for den nye afdeling i advokatfirmaet "fast ejendom, entreprise og infrastruktur". | Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

Plesner slår afdelingen for fast ejendom sammen med den gruppe af advokater, der beskæftiger sig med entreprise og infrastruktur, skriver Børsen.

Det sker som direkte konsekvens af tabet af en række markante profiler, som forlader partnerkredsen i selskabet for at rykke til konkurrenterne hos Accura. Manøvren halverer antallet af partnere i Plesners afdeling for fast ejendom, som dermed står noget svækket tilbage.

"Vi har følt et behov for hurtigt at styrke ledelseslaget omkring medarbejderne. Ved sammenlægningen opnår vi så samtidig også en synergi mellem fast ejendom og særligt entreprise, så det giver også god mening af den grund," oplyser managing partner Tom Kári Kristjánsson i en mail til avisen.

Inden for fast ejendom mister Plesner partnerne Jakob Schou Midtgaard, der har ledet området, Anders Friis og Luise Christensen samt advokat Rikke Maria Falck Jensen. De rykker sammen til Accura 1. maj 2020.

Derfor vil Plesner være på jagt efter nye profiler til forretningsområdet, fortalte firmaets ledende partner til AdvokatWatch i kølvandet på den opsigtsvækkende og usædvanlige nyhed, der blev meldt ud torsdag i sidste uge.

"Vores prioritet er at sikre, at vi bevarer vores gode team inden for fast ejendom, og når flere partnere går over til Accura, giver det anledning til, at vi supplerer med profiler i markedet, herunder partnere, som måtte finde det attraktivt at blive en del af vores platform," lød det fra Tom Kárí Kristjánsson.

Den nye afdeling hos Plesner kommer til at hedde "fast ejendom, entreprise og infrastruktur" og skal ifølge Børsen ledes af partner Niklas Korsgaard Christensen, som for nylig blev forfremmet til næstformand i selskabet.

Plesner knækket på fast ejendom 

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også