MT Højgaard-topchef: "Vi fejrer de små sejre"

Indtjeningen hos entreprenørkoncernen er stadig for lille, men med tabsgivende projekter ude af bøgerne, er der fremgang i sigte fra næste år, lyder det fra adm. direktør Anders Heine Jensen.
"Vi vil gerne ligge der, hvor branchegennemsnittet er. Men alt flytter sig, og konkurrencen bliver skarpere og skarpere, så det er lidt vanskeligt at låse sig fast på en helt bestemt overskudsgrad," siger Anders Heine Jensen, adm. direktør i MT Højgaard. | Foto: Gregers Tycho / Ritzau Finans
"Vi vil gerne ligge der, hvor branchegennemsnittet er. Men alt flytter sig, og konkurrencen bliver skarpere og skarpere, så det er lidt vanskeligt at låse sig fast på en helt bestemt overskudsgrad," siger Anders Heine Jensen, adm. direktør i MT Højgaard. | Foto: Gregers Tycho / Ritzau Finans
AF RITZAU FINANS

Man fejrer de små sejre i MT Højgaard-koncernen, der i andet kvartal har formået at vende tilbage til sorte tal efter en lang periode i 2018, hvor bundlinjen bare blødte og blødte.

Målt på resultatet efter skat er indtjeningen akkurat i plus i andet kvartal, hvor den viser et overskud på 7 mio. kr. mod et underskud på 50 mio. kr. i samme periode sidste år.

Også driftsresultatet er vendt til et plus på 16 mio. kr. fra et minus på 34 mio. kr.

"Vi kan se, at vores drift er ved at være stabiliseret. Det har været det afgørende vigtige punkt for os at arbejde med gennem det sidste halvår af 2018 og første halvår i år. Og det er vi meget tilfredse med."

"Der er stadig lang vej endnu, men vi fejrer de små sejre," siger adm. direktør i MT Højgaard-koncernen Anders Heine Jensen til Ritzau Finans.

Han peger på, at resultatet i perioden er ekstraordinært belastet af, at man har indkørt et større it-system. Desuden er MT Højgaard stadig i færd med at færdiggøre en række gamle projekter med ringe lønsomhed.

"Før de projekter er ude af vores portefølje, vil vi ikke se et løft i vores indtjeningen. Men en del af dem er afleveret i løbet af 2019, mens der er andre, der strækker sig ind i 2020."

Dermed skal MT Højgaard altså igennem et 2019, der allerede er udråbt som et overgangsår, og formentlig også noget ind i 2020, før alle de projekter, der ikke bidrager positivt til indtjeningen, er helt ude af bøgerne.

Når det sker, skal indtjeningen gerne nærme sig niveauet, man ser i andre entreprenørkoncerner.

"Vi vil gerne ligge der, hvor branchegennemsnittet er. Men alt flytter sig, og konkurrencen bliver skarpere og skarpere, så det er lidt vanskeligt at låse sig fast på en helt bestemt overskudsgrad."

"Men det nuværende niveau (0,9 pct., red.) er bestemt ikke tilfredsstillende, og det skal vi selvfølgelig have løftet ganske fornuftigt," siger Anders Heine Jensen.

Derfor arbejder entreprenørkoncernen også benhårdt med sin tilbudsgivning for helt at undgå at få tabsgivende projekter ind i ordrebogen. Samtidig skal der eksekveres endnu bedre på de projekter, man har, lyder parolen.

"Det lyder nemt, men vi ser desværre igen og igen, at fejl gentages, og at man tilsyneladende glemmer tidligere erfaringer. Her vil vi arbejde stærkt for en langt bedre forankring af vores erfaringer bredt i organisationen," siger Anders Heine Jensen.

MT Højgaard fastholder forventninger til 2019 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også