Styrelse standser kommunal snerydning for private grundejere

En afgørelse fra Ankestyrelsen gør det klart, at kommunerne ikke må tilbyde saltning og rydning på private fællesveje. Grundejere står dermed selv med opgaven.
Foto: Ritzau Scanpix/Henning Bagger
Foto: Ritzau Scanpix/Henning Bagger
AF DR KØBENHAVN

Grundejerne på private fællesveje må fremover finde private firmaer, der kan salte og fjerne sne og blade fra deres veje. Det er konsekvensen af en afgørelse fra Ankestyrelsen, der vurderer, at kommunerne driver ulovlig servicevirksomhed, når de tilbyder saltning og rydning på de veje, hvor ansvaret ligger hos grundejerne.

I Lyngby-Taarbæk Kommune betyder det, at 2970 grundejere sidste år fik besked om, at deres serviceaftaler ophørte 1. november 2018.

Det har blandt andre ramt 480 grundejere i Hjortekær, der i fællesskab har skulle finde et privat firma til at salte og rydde sne. Det har været en stor opgave at koordinere, siger Christina Sigvardt, der sidder med i Grundejerforeningen Hjortekær og har været med til at indhente tilbud og finde ud af, hvilke grundejere der ville være med i en ordning.

"Mange vil ikke forpligte sig, når de ikke kender en pris, og det er svært at få en pris, når man ikke kender omfanget af opgaven. Vi er mange involverede, der har brugt rigtig meget tid på det, og personligt har jeg skrevet over 200 mails," siger hun til DR P4 København.

Det er lykkedes at finde en løsning, som næsten alle grundejerne bakker op om. Det skyldes dels, at et af de tilbud, der blev indhentet, var klart billigere end de andre, siger Christina Sigvardt. Og så har det også været afgørende, at alle grundejerne var indstillet på, at der skulle findes en løsning.

"Der har været en god forståelse for, at ikke alle kunne blive hørt og at vi ikke kunne gå op i småting, hvis det her skulle lykkes."

Det firma, der har fået opgaven med at ordne vejene i Hjortekær, gør det billigere end kommunen. Alligevel ville Christina Sigvardt stadig foretrække, at kommunen gjorde det.

"Man kan ikke vide, hvad der opstår af problemer, når det bliver rigtig vinter, og folk måske ikke synes, at det bliver gjort lige så godt som af kommunen, og det er jo noget vi frivillige skal håndtere," siger hun.

Også i Gladsaxe og Rudersdal må grundejerne på de private fællesveje vinke farvel til kommunernes vejservice, men det sker ikke med politikernes gode vilje. Formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Rudersdal, Court Møller (R), ærgrer sig på borgernes vegne.

"Vores ordning har været udgiftsneutral for kommunen og enkel for borgerne, der har fået løst en opgave, som har været vigtig for dem. Så det har været en god ordning både for kommunen og borgerne," siger han til DR P4 København.

I Lyngby-Taarbæk Kommune mener formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Sigurd Agersnap (SF), at det er tåbeligt, at de kommunale maskiner ikke må køre på de private fællesveje.

"Både effektivitetsmæssigt og klimamæssigt er det jo bedre, at kommunen, der alligevel rydder de offentlige veje, også kan tilbyde at tage de private veje med," siger han.

I Lyngby-Taarbæk tilbyder kommunen grundejerne på de private fællesveje et påbud, så kommunen fortsat kan stå for snerydning og saltning. Det svarer til at bede om en bøde, siger Sigurd Agersnap, der mener, at loven bør ændres, så kommunerne uden større krumspring kan få lov at tilbyde vejservice på de private fællesveje.

Og det bakker Gladsaxes borgmester Trine Græse op om. Hun vil rejse sagen i KL, hvor hun sidder i Miljø- og Forsyningsudvalget.

"Jeg har tænkt mig at tage det med, næste gang jeg skal til udvalgsmøde senere i januar, for jeg går ud fra, at det er et landsdækkende problem," siger hun.

Der er imidlertid ikke udsigt til en lovændring, hvis det står til transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).

I et skriftligt svar til DR P4 København skriver han, at kommunerne ikke bør konkurrere om opgaver på grundejernes regning, som lige så godt kan varetages af private. Han opfordrer grundejerne til at håndtere opgaverne selv eller gøre brug af private entreprenører.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af DR København.)

NCC overtager fortovsordning i hovedstaden

Ny afgørelse: Omstridt kommunal fortovsrengøring var lovlig

Københavns Kommune sænker prisen på fortovsordning efter klagesag 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også