Arkil-direktør: Høj aktivitet inden for lokale og regionale anlægsprojekter

Entreprenørkoncernen tilskriver svagt resultat i første kvartal dårlige vejrforhold.
Jesper Arkil, adm. direktør i Arkil. | Foto: Steen Brogaard/Jyllands-Posten
Jesper Arkil, adm. direktør i Arkil. | Foto: Steen Brogaard/Jyllands-Posten
AF RITZAU FINANS

Entreprenørkoncernen Arkil har leveret et svagere resultat end ventet i første kvartal, hvilket i høj grad kan tilskrives de dårligere vejrforhold i marts. Derudover spiller en ændret ordresammensætning og en lavere aktivitet inden for Fundering og Vandbygning ind, når der sammenlignes med præstationerne i samme periode sidste år.

Det siger selskabets administrerende direktør, Jesper Arkil, som dog ser lyst på udsigterne for resten af året og er fortrøstningsfuld i forhold til realisering af de forventninger, som selskabet har meldt ud for hele året.

"Asfalt er i entreprenørsammenhæng en meget sæsonafhængig aktivitet, og vi havde en relativ hård vinter, hvor vi specielt i marts blev ramt af vejrliget. Det betyder selvfølgelig, at den del af produktionsapparatet har stået noget mere stille, og måske også lidt mere stille, end vi havde forventet," siger Arkils administrerende direktør, Jesper Arkil, til Ritzau Finans.

Omsætningen faldt i første kvartal til 499,4 mio. kr. fra 518,3 mio. kr. i samme periode sidste år, mens underskuddet før skat voksede til 65,0 mio. kr. fra 32,7 mio. kr. Vejrets betydning i kroner og øre offentliggøres ikke - men det har stor betydning.

"Det er en ikke uvæsentlig del af forklaringen, for produktionsapparatet skal op i det rigtige gear, før det genererer overskud."

Timing spiller ind

Et andet forhold er ordresammensætning og timingen for afslutning af projekterne.

"Sidste år havde vi en del ordrer, som kom til afslutning meget tidligt på året, mens vi i år har en ordrebeholdning, hvor vi først kan forvente afslutning af de projekter senere på året. Det er også noget, som kan gøre en forskel," forklarer Jesper Arkil.

Derudover peger Arkil på en lavere aktivitet inden for Fundering og Vandbygning.

"Vi kan også konstatere, at vi inden for specifikt Fundering og Vandbygning har oplevet et svagere år indtil videre. Det er et spørgsmål om udbuddet, men også den kapacitet, der er opbygget i markedet efter nogle år nu med relativ høj aktivitet på det område."

"Man kan godt mærke, at der er en større kapacitet, i forhold til den udbudsmængde vi ser lige i øjeblikket - og måske også en større risikovillighed," siger Jesper Arkil.

Svagt statsligt udbud i Danmark

I Danmark er selskabet også påvirket af en stagnation på statslige infrastrukturprojekter, hvilket særligt gælder på vejområdet.

"Vi kan fortsat konstatere et svagt udbud af statsligt infrastruktur. Det har vi selvfølgeligt indrettet os efter, men vi må bare konstatere, at større udbud af vejudbygning ikke er at spore inden for nær fremtid."

"Det ærgrer os selvfølgelig, men det er jo et vilkår," fortæller Jesper Arkil.

Det ændrer dog ikke ved, at han overordnet set har et positivt billede af markedssituationen på tværs af Arkils kerneaktiviteter.

"Vi oplever en høj efterspørgsel inden for anlæg - inden for lokale og regionale projekter. Vi mærker en afledt effekt af forsyningsselskabernes investeringslyst i kloaker, vi kan se et behov for investeringer inden for energiområdet, og så er der bestemt en afledt effekt af en høj aktivitet i erhvervsbyggeriet."

"Alle de områder har betydning for anlægsområdet. Det kan vi se herhjemme, og vi kan i høj grad især konstatere det i det tyske marked, hvor vi faktisk har en noget højere ordrebeholdning, end vi normalt har," siger Jesper Arkil.

Entreprenørkoncernen fastholder forventningerne til hele året, som ventes at byde på en omsætning på 3,0-3,2 mia. kr. og et resultat før skat på 110-140 mio. kr. - trods den svagere udvikling i første kvartal end ventet.

"Vi har et kvartal, som er lidt svagere også end forventet, men vi har en meget klar forventning om, at vi kan indhente det senere på året," siger Jesper Arkil.

Arkil-direktør: Vi skal ikke være et byggefirma

Arkil-topchef efter 76-årig resultatrekord: Vi har sagt nej til de rigtige projekter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også