Ejendomsbranchen går sammen om øget gennemsigtighed

Nu bliver det lettere at sammenligne data om ejendomsmarkedet, i første omgang i København, hvor en række brancheaktører er gået sammen om præcise definitioner af byens mange geografiske områder.

Hvor begynder Nordhavn, og hvor slutter Østerbro? Hvad menes præcist med København Centrum? Og hvor går grænsen mellem Ørestad og Amager Øst?

Det forsøges besvaret i en ny publikation, som Ejendomsforeningen Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening udgiver i samarbejde med en række ejendomsaktører.

Baggrunden er, at markedet for investeringsejendomme ikke følger de administrative geografiske inddelinger, der følger af postnummersystemet, hvilket betyder, at investorer sammenligner data på forskelligt grundlag.

"Markedsdata bliver mere transparent og har større værdi for markedets aktører, hvis det er muligt at sammenligne data på tværs af branchens aktører. På den måde får branchen mere sammenlignelige data, bedre analyser og et mere gennemsigtigt marked generelt," siger Jannick Nytoft, adm. direktør i Ejendomsforeningen Danmark, i en pressemeddelelse.

Anbefalingerne afgrænses efter områder i København og omegn, som har forskellig markedskarakteristik i form af leje- og investorefterspørgsel eller naturlige geografiske skel som volde eller havnelinjer. Derudover klarlægger anbefalingerne til områdeinddelingen også områder, som er enten nyetablerede dele af byen eller mindre veldefinerede områder såsom Islands Brygge, Carlsberg Byen, Sydhavnen og den sydlige havnefront.

"Vi har bidraget med en målsætning om, at en ensartet områdeinddeling vil gøre markedet for investeringsejendomme mere gennemsigtigt og dermed mere interessant for investorerne," siger Mikael Hartmann, formand for Dansk Ejendomsmæglerforenings Erhvervsudvalg, i meddelelsen.

De nye anbefalinger er blevet til i et samarbejde med blandt andre Dansk Ejendomsmæglerforening, ATP Ejendomme, CBRE, Danbolig Erhverv, Newsec Datea, Deas, Newsec Advisory, PWC, Red og Sadolin & Albæk.

Første publikation vedrører København og omegn, og der vil blive arbejdet på at få udgivet lignende geografiske anbefalinger til resten af Danmark, fremgår det.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også