EjendomsWatch

Hver 10. butik i detailhandlen er lukket

Siden 2008 er der forsvundet 3.034 butikker fra danske byers handelsstrøg, viser en ny kortlægning. Men visse brancher blomstrer.

Foto: Polfoto

Væk er hver anden butik med børneudstyr. Ligeså hver tredje farvehandel, hver tredje boghandel og hver tredje grønthandel. Og det er slut for hver fjerde skobutik, hver femte slagter og hver femte tøjbutik.

Det viser en viser en kortlægning af udviklingen i antallet af butikker fordelt på brancher i perioden 2008-2016, lavet af Dansk Erhverv på basis af tal fra Danmarks Statistik. Det samlede antal fysiske forretninger er netto faldet fra 28.133 til 24.430.

"Tallene viser, at det hurtigt kan blive for sent, hvis man gerne vil bevare fysiske butikker i sit nærområde, men glemmer at handle i dem. I sidste ende er det forbrugerne, der afgør, hvor mange butikker, der skal være – og hvor", siger markedschef Lone Rasmussen fra Dansk Erhverv.

En hovedforklaring på udviklingen er øget nethandel og teknologisk udvikling. Men også nye vaner og værdier hos forbrugerne.

"Vi har gang i en kæmpe forbrugeradfærdsændring", konkluderer Per Nyborg, der er direktør i Institut for Centerplanlægning (ICP):

"Når vi køber over 20 procent af vores udvalgsvarer på nettet, sætter det sig sine spor. Selv om danske forretninger bliver bedre og bedre til både at sælge i fysisk butik og på nettet, kan mange ikke stå distancen og er nødt til at dreje nøglen".

Udviklingen medvirker til at øge skellet mellem udkant og center. For mens små byer får kortere gågader med kroniske salgsskilte, overtager virksomheder fra servicefag og restaurationsverdenen hurtigt de tomme butikslokaler i større byer.

"En anden vigtig adfærdsændring betyder, at vi bruge flere penge på at spise ude og på serviceydelser, så cafeer, vinbarer, juiceboder, frisører, negleklinikker, massører og den slags har virkelig fået fat", siger Per Nyborg.

Samlet forventer Dansk Erhverv, at butiksdøden vil fortsætte i de kommende år. Men der er også brancher, det går strygende for. Eksempelvis er der markant flere butikker indenfor lamper, køkkenudstyr, specialfødevarer, personlig pleje, cykler og genbrug, viser den nye kortlægning.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Politiken.)

Mere fra EjendomsWatch

Her er de seneste tinglyste ejendomshandler

Lokal udviklers køb af Svendborg-ejendom optræder på dagens liste. Oversigten over de i alt to handler bringes i samarbejde med dataplatformen Resights og omfatter tinglyste ejendomshandler i Danmark på over 10 mio. kr.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier