Topchefen stopper og 27 ansatte er opsagt hos Newsec Datea

Mangeårig topchef Flemming Engelhardt forlader sammen med 27 andre medarbejdere virksomheden, der fik ny ejer i 2017. Opsigelser er det rigtige at foretage, siger ejendomsadministratorens bestyrelsesformand. (Opdateret.)
Foto: PR
Foto: PR
AF JØRGEN BENDSEN OG SACHA SENNOV

(Artikel opdateret 3. maj kl. 9.40 med tydeliggørelse af, at Flemming Engelhardts afgang ifølge Newsec sker i forståelse med bestyrelsen.)

Landets næststørste ejendomsadministrator, Newsec Datea, der indtil sidste år var ejet af ejendomsselskabet Dades, mister sin topchef Flemming Engelhardt, som sammen med 27 andre ansatte forlader virksomheden, der har over 400 ansatte.

I en pressemeddelelse fra Newsec Datea hedder det, at virksomheden har brug for nye kompetencer.

"Flemming har haft afgørende betydning for at gøre denne virksomhed til det, den er i dag, ved at stå i spidsen for virksomhedens rejse fra en intern ejendomsadministrationsafdeling til en konkurrencedygtig virksomhed i et åbent marked. Newsec Datea står nu over for nye udfordringer og skal blive en moderne leverandør af innovative tjenester. Bestyrelsen har derfor indledt processen med at finde lederen til den næste del af rejsen," siger Björn Lindeborg, chef for Newsec Property Asset Management og arbejdende bestyrelsesformand i Newsec Datea, i meddelelsen.

Over for EjendomsWatch afviser Björn Lindeborg at udtale sig nærmere, men at der er tale om en ufrivillig proces, forekommer indlysende:

"Vores organisation kommer til at se anderledes ud i morgen end i dag. Vi får brug for nye kompetencer og kommer til at forandre den måde, vi arbejder på. Som en konsekvens af dette er vi også nået frem til, at vi er nødt til at opsige et antal medarbejdere. Det er aldrig det ønskede resultat, men vi er overbevist om, at det er det rigtige at gøre, hvis vi skal være en aktør, man kan regne med i fremtiden," siger Björn Lindeborg i meddelelsen.

Nogle opsagte medarbejdere vil ifølge kommunikationschef Ann Sonne stoppe med udgangen af denne måned, mens andre følger senere.

Svenske Newsec overtog Datea i sommeren 2017, hvorefter navnet blev ændret til Newsec Datea.

I et interview med EjendomsWatch i november varslede Björn Lindeborg ændringer i det overtagne selskab.

Ny Datea-ejer vil opruste inden for porteføljestyring

Næstformand i Newsec Datea er den tidligere DSB-direktør Jesper Lok, der indtil en ny adm. direktør er fundet får titel af "arbejdende næstformand."

I et interview med EjendomsWatch i forbindelse med handlen mente Flemming Engelhardt, at det nye ejerskab var et godt match:

"Vi og Newsec ligner hinanden meget: Samme kultur, omsorg for medarbejderne og fokus på kunderne, så der er mange ting vi kommer til at bibeholde. Vi skal til at lære af hinanden, og jeg tror bestemt at jeg har noget, jeg kan lære dem, men jeg håber så sandelig også, at jeg kommer til at lære endnu mere af dem," sagde han.

Det er onsdag kl. 14.45 ikke lykkedes at få en kommentar fra Flemming Engelhardt, der har været adm. direktør i Datea siden 2004 og teknisk direktør siden 1995.

Datea-topchef trods resultatdyk: "Et bulls-eye-regnskab"

Dades-topchef: "Vemodigt at sælge Datea" 

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også