Øget aktivitet i udlandet løfter Aarsleffs toplinje

Forventningerne for hele året fastholdes efter årets første kvartal.
Foto: PR
Foto: PR
AF RITZAU FINANS

Entreprenørkoncernen Per Aarsleff øgede både salg, drift og bundlinje i første kvartal af regnskabsåret 2017/18, hvor mere aktivitet i udlandet trak op på toplinjen, mens en gevinst fra salg af en byggegrund gav udslag længere nede i resultatopgørelsen.

Særligt divisionen Rørteknik trak op i kvartalet, mens Fundering bidrog med negativ vækst, og Anlæg & Byggeri viste en stort set flad udvikling.

Aarsleff omsatte samlet set for 3002 mio. kr. i første kvartal 2017/18, mens salget i den tilsvarende periode et år tidligere var 2917 mio. kr.

Det svarer til en vækst på 2,9 pct. sammenlignet med samme periode af regnskabsåret før.

Fremgangen i salget er i særlig høj grad kommet uden for Danmarks grænser, hvor Aarsleff havde stor fremgang i første kvartal, mens omsætningen omvendt faldt herhjemme.

"Omsætningen i Danmark faldt med 2,5 pct., mens omsætningen i udlandet steg med 17,8 pct.," skriver Aarsleff i regnskabet.

I alt omsatte Aarsleff for 913 mio. kr. i udlandet i første kvartal mod 775 mio. kr. i første kvartal 2016/17. Det svarer til en andel af den samlede omsætning på godt 30 pct. mod godt 26,5 pct. i første kvartal året før.

Kigger man dybere ned i de enkelte forretningsben, var det særligt Rørteknik-divisionen, der trak op med en fremgang i omsætningen på hele 26,7 pct. - blandt andet som følge af opkøbet af det norske selskab Olimb.

Omvendt faldt omsætningen i Fundering med 11 pct. - primært på grund af lav aktivitet på det danske marked, skriver Aarsleff i regnskabet. Bygge & Anlæg bidrog med en lille salgsvækst på 1,1 pct.

På driften trak et salg af en byggegrund op og var med til at sikre fremgang sammenlignet med første kvartal 2016/17.

Driftsresultatet før renter og skat (EBIT) steg til 107 mio. kr. fra 103 mio. kr. i første kvartal 2016/17. Salget af byggegrunden påvirkede positivt med 9,6 mio. kr., så underliggende faldt driftsresultatet dermed.

For hele 2017/18 fastholder Per Aarsleff forventningerne om et driftsresultat (EBIT) i niveauet 450 mio. kr. Omsætningen ventes at vokse med cirka 5 pct. sammenlignet med 2016/17.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også