Revner i ejendom stopper byggeprojekt

Nabobygning og asfalt slår revner pga. byggeriet i Borggade i Aarhus. Nu har kommunen beordret arbejdet stoppet.
Borggade 10 i Aarhus slår revner både udvendigt og indvendigt. | Foto: Casper Holmenlund Christensen/Polfoto
Borggade 10 i Aarhus slår revner både udvendigt og indvendigt. | Foto: Casper Holmenlund Christensen/Polfoto

Aarhus Kommune har givet påbud om, at byggeriet på den tidligere Maskinmestergrund i Borggade 8 skal stoppe øjeblikkeligt. Bygherren skal lave ny plan for mindre risikabelt byggeri, før der må arbejdes videre. Det skriver Århus Stiftstidende.

Bygningerne, der ligger klods op ad byggeriet, har fået revner i facaden. I forbindelse med, at man har boret ved gavlen, har ejendommen Borggade 10 sat sig ca. 7 mm. Det kan tydeligt ses med revner i ejendommen. Det er Aarhus Håndværkerforening, der ejer Borggade 10. De kalder skaderne på bygningen for "rigtig uheldige omstændigheder" og mere omfattende end set udefra.

"Jeg ved ikke, hvad der sker. Men da de skal fylde et andet hul, er det som om, at kældergulvet, i Borggade 10, rejser sig og så kommer der fire-fem m beton ind i kælderen. Det var heller ikke så heldigt," siger Poul-Henning Vietz, bestyrelsesmedlem i Håndværkerforeningen, til JP Aarhus.

Byggeriet har også forårsaget store revner i asfalten i Borggade. Revnerne betyder, at der kan trænge vand ned i alle de installationer, der ligger under Borggade. Udover at revnerne skal lukkes, skal NRE Denmark, der står for byggeriet, lave en ny plan for et mindre risikabelt byggeri, før der arbejdes videre. Det er NRE, der er hovedentreprenør på projektet, men Aarsleff, der har stået for funderingen. Lige nu foregår der en dialog mellem NRE’s og Aarsleff’s forsikringsselskaber om ansvarsplacering.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også