Selskab bag ny multiarena går tiggergang hos ejere

Realdania og Københavns Kommune betaler 125 mio. kr. ekstra til den kommende Royal Arena i Ørestad. Budgetoverskridelserne stammer fra forsinkelser i byggeprocessen.
Foto: Philip Davali/Polfoto
Foto: Philip Davali/Polfoto

Københavns kommende superarena Royal Arena i Ørestad bliver dyrere end forudset. Det skriver Licitationen. Selskabet bag arenaen, Arena CPHX, har derfor bedt de to ejere, Realdania og Københavns Kommune, om et lån på næsten 125 mio. kr. Det svarer til en fordyrelse på knap 10 pct. af de samlede anlægsudgifter på ca. 1,3 mia. kr. Budgetoverskridelserne stammer fra forsinkelser i byggeprocessen.

"Forsinkelsen har påført selskabet en lang række afledte omkostninger. Det drejer sig om kompensation til de øvrige entreprenører, der er blevet forsinket, forlænget byggepladsdrift, opretholdelse af rådgiverteam samt renter og afdrag på optagne lån," siger Bent Frank, bestyrelsesformand for Arena CPX, til Licitationen.

Fordyrelsen kan ifølge bestyrelsesformanden primært forklares med forsinkelser efter en hændelse sidste sommer, hvor 5000 på det tidspunkt allerede monterede bolte måtte udskiftes, efter en del af boltene var knækket. Det skete i samråd med byggeledelse, fagtilsyn og projektets rådgivende ingeniør.

Omkostningerne er opgjort til cirka 85 mio. kr. Derudover vurderer selskabet, at de tilbageværende reserver til uforudsete omkostninger i den resterende byggeperiode er for små og bør hæves med 39 mio. kr. Bygherreselskabet har gennem sin advokat anmeldt forholdet til sit forsikringsselskab. Forsinkelsen får ingen indflydelse på de første arrangementer i Royal Arena, der er planlagt til begyndelsen af 2017.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også