10 statslige institutioner samles i nybyggeri til 800 mio. kr.

Kontorbyggeri på 31.000 kvm i Odense skal huse 1600 statslige medarbejdere. Borgmester glæder sig.
Lerchesgade 35 i Odense skal jævnes med jorden til fordel for nybyggeri, der skal huse i alt 10 statslige institutioner. | Foto: Google
Lerchesgade 35 i Odense skal jævnes med jorden til fordel for nybyggeri, der skal huse i alt 10 statslige institutioner. | Foto: Google

På Lerchesgade 35 i Odense skal et nyt statsligt kontorbyggeri skyde op med i alt 31.000 kvm areal, oplyser Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

En eksisterende bygning på stedet, der huser en del af den statslige skatteforvaltning, skal rives ned og erstattes af byggeriet, der anslås at løbe op i omkring 800 mio. kr.

"Jeg glæder mig over, at vi nu kan tage de første skridt i et spændende byggeri, som vil sætte en høj standard for fremtidens kontorarbejdspladser, og som samtidig vil medføre energibesparelser på op imod 85 procent i forhold til i dag," siger boligminister Kaare Dybvad Bek (S) i meddelelsen.

De nuværende lejemål i Odense, som de statslige arbejdspladser flytter fra, ligger i dag mellem 'E' og 'B' i energimærke, mens det nye kontorknudepunkt forventes at leve op til energimærke 'A2020', fremgår det.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), glæder sig ligeledes over de kommende, statslige arbejdspladser:

"Det her er en fantastisk nyhed for hele Fyn. Det er lykkedes at samle rigtig mange statslige arbejdspladser i Odense, og nu kan medarbejderne se frem til endnu bedre forhold i en bæredygtig bygning med en meget attraktiv placering på Odense Havn. Det nye hovedkvarter for de statslige arbejdspladser vil være et oplagt sted at søge hen for både fynboer og pendlere fra Jylland og Sjælland," siger han.

Bygningsstyrelsen, der ejer den nuværende bygning, vil i de kommende måneder afsøge mulighederne for, hvordan nybyggeriet bedst kan blive et eksempel på et fremtidsorienteret bæredygtigt byggeri, lyder det.

I alt 10 statslige styrelser og institutioner skal bo i de nye rammer, der efter planen skal stå klar i 2024:

  1. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
  2. Familieretshuset (tidl. Statsforvaltningen) 
  3. Skatteankestyrelsen 
  4. Danmarks Frie Forskningsfond
  5. Skatteforvaltningen
  6. Socialstyrelsen
  7. Miljøstyrelsen
  8. Spillemyndigheden
  9. Studenterrådgivningen
  10. Studievalg Fyn og Danmark

Svensk investor rykker ind på det danske ejendomsmarked

Odense gør klar til mere bæredygtighed og milliardær fokuserer forretningen

Aberdeen Standard køber logistikejendom i Odense for større tocifret millionbeløb

Odense-rigmand sælger for over en halv milliard til Coop 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også