NCC skal opføre rederi-domicil til trecifret millionbeløb

Svenske NCC skal være totalentreprenør på nyt rederi-domicil til DFDS i Nordhavn i København, som PLH Arkitekter har tegnet. Bygherren, Pensiondanmark, venter solide afkast af investeringen.
Den nye DFDS-bygning får udsigt il egen færgehavn, når det står færdigt i 2022. | Foto: Visualisering: PLH Arkitekter
Den nye DFDS-bygning får udsigt il egen færgehavn, når det står færdigt i 2022. | Foto: Visualisering: PLH Arkitekter

Pensiondanmark har valgt NCC som totalentreprenør på DFDS' nye domicil på Marmormolen i Nordhavn i København, skriver pensionsselskabet i en pressemeddelelse.

Dermed bliver DFDS nabo til egen færgeterminal og desuden FN-Byen, som Pensiondanmark også har investeret i.

Den nye bygning bliver ca. 12.500 kvm, og de op til 700 medarbejdere kan forvente at kunne flytte ind i starten af 2022.

Den samlede investering løber op i 420 mio. svenske kr., svarende til omkring 290 mio. kr.

Torben Möger Pedersen, adm. direktør i Pensiondanmark, lægger i meddelelsen vægt på, at NCC kender pensionsselskabets krav til det bæredygtige byggeri, og derfor bliver byggeriet også bæredygtighedscertificeret DGNB-guld.

"Det betyder, at DFDS kommer til at flytte ind i særdeles attraktive rammer med de bedste forudsætninger for trivsel blandt deres medarbejdere, og at Pensiondanmarks medlemmer kan forvente solide afkast fra investeringen i mange år frem," siger han i meddelelsen.

Den betragtning deler Palle Bjerre Rasmussen, der er direktør i NCC Danmark.

"Vi deler ambitionen om at bidrage til en bæredygtig fremtid med Pensiondanmark, som vi allerede har opført flere DGNB-certificerede byggerier for. Det bliver en usædvanlig bygning, der med sit maritime udtryk bygger bro mellem placeringen ved vandet og DFDS’ virke," siger han i meddelelsen.

PLH Arkitekter, der står bag designet af bygningen, fortæller på sin egen hjemmeside, at det maritime har været en inspirationskilde for bygningen. Bygherrerådgiver er Sweco.

DFDS bygger nyt hovedsæde i Københavns Havn

Det bæredygtige potentiale skal have hjælp til at folde sig ud

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også