2017 blev annus horribilis for JFP

I regnskabsåret 2017 kommer JFP for første gang i virksomhedens historie ud med røde tal på bundlinjen.
En lavere omsætning kombineret med en række "særlige omstændigheder" giver et underskud efter skat på 39,9 mio. kr., skriver JFP i en pressemeddelelse med udvalgte tal fra regnskabet for 2017. Til sammenligning bød 2016 på et overskud på 32,6 mio. kr.
Omsætningen lyder på 704 mio. kr., hvilket var et fald på over 31 pct. fra 2016, hvor JFP for første gang rundede 1 mia. kr. på toplinjen.
"Medio på året måtte vi erkende, at vi i Jylland ville få et omsætningsudfald i størrelsesorden 300 mio. kr. Men vi valgte at beholde vores gode folk. Og det har selvfølgelig kostet dyrt både i manglende indtjening og i fastholdelse af gode folk. Men det var et klogt valg. I dag har vi pænt fyldte ordrebøger, og alle mand er allokeret til velindtjenende projekter," siger Jesper Friis Poulsen, adm. direktør og ejer af JFP, i meddelelsen.
Skiftede ledelsen på Sjælland ud
Samtidig har "manglende sjællandsk ledelseskvalitet" kostet på de sjællandske projekter, som JFP ellers nu er begyndt at aflevere. Indtoget øst for Storebælt fra 2014 er simpelthen gået for stærkt ifølge Jesper Friis Poulsen, der i slutningen af 2017 sagde farvel til sin regionsdirektør for Sjælland, Niels Henrik Andersen.
Entreprenør siger farvel til direktør og medejer
"Vores jyske succes og gode indtjening er baseret på stærke ledere, gennemarbejdede projekter og dygtige håndværkere. I opstartsårene på Sjælland gik det for stærkt. Vi ikke fik den jyske kultur og vores gode, jyske ledelse samt processer ordentligt implementeret – det er de nu – men på nogle projekter, var det for sent," siger han i meddelelsen.
I Jylland har JFP indgået kontrakt med Byggeselskab Olav de Linde om at opføre boligprojektet Ship med 202 lejligheder på Århus Havn. På Sjælland har man i et konsortium med tyske Max Bögl vundet kontrakten på Basecamp, et byggeri med 786 primært studieboliger.
"Alle mand er i arbejde. Der er ryddet op – og nu ser vi fremad," siger Jesper Friis Poulsen.
Midtjysk entreprenør lander sin hidtil største ordre på 202 luksusboliger