A. Enggaard vil opføre 300 nye boliger i Odense

Entreprenørvirksomheden har købt ny grund i Odense, hvor selskabet vil opføre 28.000 kvm boliger med underliggende p-kælder. Det er et vigtigt bidrag til yderligere at binde centrum sammen med havneområdet, som er i rivende udvikling, lyder det fra byens borgmester.
Vejledende visualisering af A. Enggaards 300 boliger på den gamle slagterigrund i Odense
Vejledende visualisering af A. Enggaards 300 boliger på den gamle slagterigrund i Odense

Den aalborgensiske entreprenør A. Enggaard har købt den vestlige del af en gammel, centraltliggende slagterigrund i Odense. Her skal der opføres 300 boliger, som kommer til at rumme 28.000 etagemeter, oplyser selskabet.

Dertil har virksomheden også overtaget de eksisterende bygninger på grunden, som rummer 1600 etagemeter.

Pensionsselskabet PKA er medinvestor på projektet, som både vil rumme leje- og ejerboliger, skriver A. Enggaard i en pressemeddelelse. Ambitionen er, at de to selskaber sammen vil opføre en ny bydel, der udover boliger skal indeholde parkering og rekreative områder, lyder det.

"Vi er meget tilfredse med, at vi har købt dette attraktive område, og vi ser frem til at påbegynde projektet og dermed bidrage til den byudvikling, der finder sted i Odense i disse år. Det er desuden vores ambition at engagere os endnu mere i byggeprojekter i Odense fremadrettet, da vi ser nogle gode muligheder for at være med til at udvikle byen," siger Asger Enggaard, adm. direktør i entreprenørselskabet.

Byudviklingsprojektet er selskabets første i Odense efter, entreprenøren åbnede en afdeling i Syddanmark.

A. Enggaard åbner ny afdeling - skal satse mere på byudvikling 

"De cirka 300 nye boliger bliver fordelt på tre mindre boligklynger varierende fra tre til otte etager samt to højere bebyggelser på 14 og 20 etager, hvor især de øverste lejligheder får en unik udsigt over hele Odense og omegn. Det hele bindes sammen af nogle grønne og indbydende bylivs- og opholdsområder," siger Palle Priska, afdelingschef for A. Enggaards afdeling i Syddanmark, i meddelelsen, hvor han tilføjer:

"Desuden er beliggenheden central og attraktiv. Hele bydelen er under udvikling, og vores nye boligområde kommer til at bidrage til at binde de omkringliggende projekter sammen med midtbyen. Afstanden til Odense Banegård, Kongens Have og Odense City kan tilbagelægges på ca. fem minutter, og derudover kommer den nye letbane til at køre tæt forbi."

Borgmesteren er begejstret for projektet

Det nye boligområde anser byens borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), som et velkomment bidrag til de forandringer, der sker i Odense for tiden:

"Med en højde på 20 etager vil det nye byggeri byde på en flot udsigt over Odense og den store forandring, som byen lige nu gennemgår med letbane, havneudvikling og en helt ny bydel lige midt i byen.  Samtidig vil 300 nye boliger på netop denne grund være et vigtigt bidrag til yderligere at binde Odenses centrum nærmere sammen med det havneområde, der også er i rivende udvikling," udtaler borgmesteren i meddelelsen.

Byggeriet forventes igangsat på den anden side af sommerferien i år, oplyser selskabet. Man venter nemlig på den endelige godkendelse af lokalplanen fra byrådet.

Det er Odense Projektudviklingsselskab, der sælger grunden, mens CC Property har formidlet salget.

PKA investerer i projekt til 700 mio. kr. på slagterigrund i Aarhus

A. Enggaard vinder endnu et OPP-projekt for staten

A. Enggaard og PKA investerer i projekt til 700 mio. kr. på slagterigrund i Aarhus

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også