Nordsjællandsk husbygger melder om stram økonomi

Byggevirksomheden Bülow Huse i Hørsholm, som ejes af den 73-årige entreprenør Karsten Bülow, leverer i sit seneste regnskab et underskud på 9,5 mio. kr. efter et minus på 14 mio. kr. året forinden, på trods af et marked i vækst, hvor konkurrenterne er i stand til at tjene penge.
"Jeg har ikke haft styr på dem, der har arbejdet for mig og kan ikke klandre andre end mig selv," siger Karsten Bülow til Børsen.
Han har i flere omgange måttet støtte selskabet med ny kapital, og siger til avisen, at han stadig har 20-25 mio. kr. i egenkapital i sit holdingselskab at støtte med, men økonomien er fortsat stram, siger han.
EjendomsWatch omtalte i 2016, hvordan Karsten Bülow, der har skabt en formue ved at sælge sit tidligere byggefirma Bülow & Nielsen til NCC, afværgede en konkurs i et andet byggefirma, Bülow & Flindt.