Boligprojekt ved Aarhus realiseres med private investorer

En håndfuld private investorer har netop købt 70 nye lejligheder i Viby. Udbyder af ejendomsprojekter står bag.
Crescendos projekt i Viby J. | Foto: PR
Crescendos projekt i Viby J. | Foto: PR

Investeringsselskabet Crescendo, der også er udbyder af de såkaldte projektinvesteringer, har netop afsluttet aktietegningen i et boligprojekt i Viby J. nær Aarhus. Projektet blev overtegnet på få dage, meddeler Crescendo.

I alt er der tale om 70 lejligheder på omkring 55 kvm, der består af et til to værelser. Ejendommen er beliggende på Engtoften i Aarhus-bydelen Viby. Prisen for ejendommen beløber sig til 94 mio. kr., hvilket svarer til 1,3 mio. kr. pr. bolig eller 24.000 pr. kvm, fremgår det videre af meddelelsen.

Crescendo er et dansk investeringsselskab, der siden 2002 har udbudt investeringsprojekter i ejendomme, solenergi og vindmøller i Danmark, Tyskland og Sverige via kommanditselskaber og aktieselskaber.

Køberne af ejendommen er en mindre gruppe investorer fra Cresecendos netværk, og de har tilsammen investeret 17,5 mio. kr. Hos Crescendo vurderer man, at investorerne vil få et forventet årligt afkast på 10 pct. ud af investeringen.

Ejendomsprojektet er struktureret som et aktieselskab, sådan at det er muligt for interesserede investorer at investere med private midler, pensionsmidler eller midler i selskaber.

Investorer kan selv opstille kriterierne

Tidligere har Bo Helligsøe, direktør i Crescendo, overfor EjendomsWatch forklaret, hvordan projekterne i Crescendo-regi bliver præsenteret for mulige investorer. I de tilfælde, hvor Crescendo udbyder ejendomsprojekter til mellem 50 og 100 potentielle investorer, laver selskabet et fuldt tegningsmateriale på sagen.

"Ud af den større kreds, som bliver præsenteret for prospektet, er der måske fem, der gerne vil købe ind i det," fortalte Bo Helligsøe.

Forretningsmodellen går så på, at investorerne køber en andel af projektet, så hvis et projekt kræver en egenkapital på 10 eller 20 mio. kr., så har investorerne mulighed for at købe 10 eller 20 pct. for henholdsvis en eller to mio. kr. Minimumstegningen for at investere er 750.000 kr., hvilket gælder både private placement og ejendomsprojekter i åbent udbud.

Crescendos ejendomsprojekter i Danmark er beliggende i periferien af Aarhus, i Nordsjælland og Ørestad, og selskabets primære fokus er investering i udlejningsejendomme, erhvervsejendomme og andre investeringsejendomme samt private placement-projekter, hvor investorerne i Crescendo selv kan opstille nogle kriterier for, hvilken type ejendom, de gerne vil investere i.

Fra Crescendos side vurderer man, at ejendommen i Viby J. er oplagt som bolig til folk under uddannelse og unge par. Planmæssigt skal den stå klar til indflytning i efteråret 2017.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også