Svenskere trækker redningsplan til Nordicom

Mangel på klar opbakning fra ny storaktionær får svenske Kvalitena AB til at trække tilbud om restrukturering af Nordicom tilbage.
Foto: PR
Foto: PR

Fremtiden for det kriseramte ejendomsselskab Nordicom er tirsdag aften blevet endnu mere tåget.

I en børsmeddelelse oplyser Nordicom, at svenske Kvalitena AB, som tidligere har fremlagt en restruktureringsplan for selskabet, har trukket tilbuddet tilbage.

Det skyldes, at den engelske kapitalforvalter Park Street Asset Management for nylig overtog 30 pct. af aktierne i selskabet fra projektudvikleren Jens Schaumann.

Ifølge meddelelsen har englænderne meddelt, at de som ny storaktionær ønsker mulighed for at sætte sig ind i "selskabets situation og forhold, inden denne ønsker at tage stilling til det tilbud om en transaktion, der vil føre til en restrukturering af Nordicom," står der i meddelelsen.

Det budskab er imidlertid ikke faldet i god jord hos Kvalitena, hvis plan skulle godkendes af aktionærerne på en generalforsamling 1. juli, hvorefter svenskerne ville stå klar med op til 120 mio. kr. i likvid kapital.

"Da Kvalitena AB stiller som et krav, at der skal foreligge tilkendegivelser om positiv medvirken fra Nordicoms største aktionærer, og dette herefter ikke kan tilsikres, har Kvalitena AB som konsekvens heraf meddelt, at det fremsatte tilbud om restrukturering er trukket tilbage," står der i meddelelsen fra Nordicom.

Foruden Kvalitenas indskud var der også indgået kreditoraftaler med flere banker, så egenkapitalen i selskabet ville blive øget med 430 mio. kr. fra minus 80 mio. kr. til 350 mio. kr. Det ville have betydet, at Kvalitena ville eje omkring 60 pct. af aktierne i Nordicom, mens de eksisterende aktionærer ville blive udvandet.

Men sådan ser det altså ikke ud til at gå.

I stedet er den ekstraordinære generalforsamling nu aflyst, og ledelsen i Nordicom indrømmer selv, at man går en tvivlsom fremtid i møde:

"Nordicoms bestyrelse, som havde anbefalet aktionærerne at stemme ja til Kvalitena ABs løsningsforslag, ser med nogen bekymring på denne udvikling, men ser nu frem til at samarbejde med den nye storaktionær, de øvrige aktionærer og selskabets långivere i håb om hurtigst muligt at nå frem til en løsning, der kan sikre Nordicoms videre drift," lyder det i meddelelsen.

EjendomsWatch bragte tidligere i dag et interview med Kvalitenas mand i Danmark, Henrik Frisch, hvor han understregede, at selskabet var overrasket over, at der var kommet en ny aktionær ind fra siden.

Her erkendte han dog samtidig, at Park Street Asset Management formentlig skulle bruge tid på at sætte sig ind i Kvalitenas tilbud, men nævnte ikke, at man ville trække tilbuddet.

"Så vidt jeg ved, har Park Street ikke lavet nogen større analyse endnu, så jeg forventer, at der kommer til at gå lang tid, før de er klar med en plan for, hvordan de ønsker at udvikle virksomheden," sagde Henrik Frisch.

Har I tålmodighed til at vente på det?

"Det kan jeg ikke svare dig på. Vi kigger selvfølgelig hele tiden på andre muligheder, og jeg ved ikke, om vores fokus bliver optaget af noget andet."

Efter den oprindelige plan stod Henrik Frisch til selv at blive medejer af Nordicom og vil indtage pladsen som bestyrelsesformand for selskabet.

Svensk storinvestor: Redningsplan for Nordicom vakler

Usikkerhed om storstilet redningsplan for Nordicom

Storaktionær sælger ud hos Nordicom: Det har ikke været vores bedste investering

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også