Børsselskab sælger ejendom i Tyskland
Det børsnoterede ejendomsselskab German High Street Properties sælger ejendommen Bahnhofstrasse 2 i Passau for 10 mio. euro (ca. 75 mio. kr.), oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.
"Handlen gennemføres med virkning pr. 30. juni 2017 hvor betalingen af restkøbesummen på 8 mio. euro sker. Inden 30. juni 2016 modtages 2 mio. euro af købesummen til sikring af handlens gennemførsel. Sælger oppebærer resultatet fra ejendommens drift indtil 30. juni 2017," hedder det i meddelelsen.
Ejendommen er i selskabets seneste regnskab vurderet til pris på 8,1 mio. euro, fremgår det.
Selskabet fastholder sine forventninger til et 2016-resultat før refinansieringsomkostninger, værdiregulering og skat på mellem 1,3 og 1,5 mio. euro.
German High Street Properties er kontrolleret af Alexander og Kristoffer Thygesen. Bestyrelsesformand er Hans Thygesen, ligesom bestyrelsesformand i Alectia Walther Thygesen også sidder i bestyrelsen.