ATP køber to hoteller i London

ATP Ejendomme kan indlemme to centralt beliggende London-hoteller i sin portefølje. Selskabet har indgået et joint venture med Axa Investment Managers - Real Assets, der ejer hotellerne på vegne af Axa Insurance Companies.
Det skriver ATP i en pressemeddelelse.
Prisen er på 1,8 mia. kr., og de to selskaber investerer hver 50 pct.
"Vi er meget tilfredse med at kunne udvide vores strategi for internationale investeringer til også at omfatte hotelsegmentet. Det er en attraktiv investering, da hotellerne er meget velbeliggende og afkastet er baseret på lange og solide aftaler. Investeringen matcher derfor ATP's overordnede ønske om langsigtede og sikre afkast – til gavn for ATP’s medlemmer," siger Michael Nielsen, der er direktør i ATP Ejendomme, i pressemeddelelsen.
De to hoteller ligger ved St. Paul's og i Gracechurch Street, og de er på i alt 19.000 kvadratmeter.
Købet er en del af ATP's strategi om at købe større, udenlandske ejendomme, som har en lav risikoprofil.