Seks personer anholdt i sag om millionhonorar fra Hommelhoff-selskab

Anholdelserne vedrører et formidlingshonorar på 32 mio. kr., som et selskab ejet af Formuepleje-stifter udbetalte til selskab med rockerforbindelser.
Blandt de anholdte er der personer med relation til Bandidos, oplyser Østjyllands Politi, der er i gang med at afklare sagens nærmere forbindelse til rockerklubben. | Foto: Roberto Pfeil/AP/Ritzau Scanpix
Blandt de anholdte er der personer med relation til Bandidos, oplyser Østjyllands Politi, der er i gang med at afklare sagens nærmere forbindelse til rockerklubben. | Foto: Roberto Pfeil/AP/Ritzau Scanpix
AF SIMON LUND CHRISTIANSEN, JEPPE MAAGAARD HOLM OG PETER S. MYGIND

Østjyllands Politi har tirsdag formiddag anholdt seks personer i en større koordineret indsats med blandt andet Skattestyrelsen i en sag om omfattende økonomisk kriminalitet.

Det oplyser vicepolitiinspektør Thomas Schouby Hansen fra Østjyllands Politi til EjendomsWatch og FinansWatch.

”Kort fortalt har vi siden sidste år efterforsket en sag vedrørende primært skattesvig og mandatsvig og til dels også hvidvask, hæleri og returkommission, rettet mod en personkreds, hvoraf en del har relation til Bandidos. På den baggrund har vi i dag foretaget seks anholdelser i sagen,” siger Thomas Schouby Hansen.

Sagen drejer sig ifølge EjendomsWatch og FinansWatchs oplysninger om det nu krakkede ejendomsselskab BBTP. Selskabet var ejet af det mangeårige Bandidos-medlem Bo ”Pølse-Bo” Blom (tidligere Steffensen) og Thomas Søby Pedersen. Sidstnævnte er søn til forretningsmanden Jesper ”Kongen af Århus” Sørensen (tidligere Hougaard), som i 00’erne blev kendt for sine rockerforbindelser.

I 2021 gik der et ”formidlingshonorar” på 32 mio. kr. ind på BBTP’s bankkonto i Ringkjøbing Landbobank fra et selskab ejet af den aarhusianske rigmand Claus Hommelhoff, stifter af kapitalforvalteren Formuepleje. Det skete i forbindelse med, at et af rigmandens selskaber købte en byggegrund forbundet til det omstridte byggeri Njals Tårnet på Amager i København af den Viborg-baserede Bach Gruppen.

Østjyllands Politi ønsker hverken at be- eller afkræfte EjendomsWatch og FinansWatchs oplysninger, men Thomas Schouby Hansen oplyser, at ”sagens afsæt er en ejendomshandel og nogle penge, som er tilvejebragt i forbindelse med den ejendomshandel gennem et formidlingshonorar.”

”Det er så den videre håndtering af det beløb, som har været fokus for efterforskningen,” siger vicepolitiinspektøren.

Det her formidlingshonorar – har I nogen nærmere detaljer om det?

”Det har vi, men det kan vi af efterforskningsmæssige årsager ikke komme nærmere ind på nu,” siger han.

Talrige sigtelser

Østjyllands Politi oplyser, at man i tidsrummet fra klokken 10 til 11 tirsdag formiddag slog til på en række adresser i Aarhus, Randers og København og foretog anholdelser. De anholdte tæller henholdsvis en 51-årig kvinde, en 45-årig mand, en 55-årig mand, en 53-årig mand, en 55-årig mand og en 26-årig mand.

Politiet mistænker de seks personer for at have begået omfattende økonomisk kriminalitet i forbindelse med en ejendomshandel i København. Flere af personerne er sigtet for mandatsvig og skattesvig af særlig grov beskaffenhed. Derudover er der også sigtelser for hvidvask, hæleri, skyldnersvig og returkommission.

”Nogle af sigtelserne er rejst som subsidiære sigtelser, da vi først skal have afklaret, om den primære sigtelse vitterlig er det, der er foregået. Den sekundære sigtelse er rejst for at komme hele vejen rundt om sagen og sikre, at folk er klar over, hvad det er, vi efterforsker,” siger Thomas Schouby Hansen.

”De her sigtelser er ikke rejst mod alle. Det er lidt forskelligt, hvad personerne er tiltalt for, alt efter hvilket engagement den enkelte anholdte har haft i det passerede,” siger vicepolitiinspektøren videre.

Hvornår bliver de fremstillet i grundlovsforhør?

”Vi har som sagt først lige foretaget anholdelserne. Anholdelsestidspunktet taget i betragtning, så bliver det først i morgen, såfremt der bliver tale om fremstillinger. Det er i hvert fald min bedste vurdering,” siger Thomas Schouby Hansen, der oplyser videre, at der er igangværende ransagninger i gang.

”På nuværende tidspunkt er vi nødt til lige afvente de samlede oplysninger, inden den endelige vurdering kan foretages,” siger han.

Rockerforbindelser

Thomas Schouby Hansen ønsker ikke at gå i nærmere detaljer om de Bandidos-relationer, som de anholdte altså ifølge politiet har. Direkte adspurgt, om der er personer blandt de anholdte, som er aktive medlemmer af rockerklubber, svarer han:

”Det er i hvert fald noget af det, vi undersøger. Vi har oplysninger, der indikerer, at det er tilfældet.”

Er det jeres opfattelse, at denne kriminalitet er relateret til Bandidos, eller handler det udelukkende om, at der er personer, der har relation til Bandidos blandt de anholdte?

”Det er for tidligt at konkludere nu, men det indgår I vores efterforskning nærmere at afklare den eventuelle forbindelse til Bandidos,” siger Thomas Schouby Hansen.

Østjyllands Politi ønsker ikke at kommentere på, om de efterforsker forbindelser til andre selskaber eller personer end de anholdte, men efterforskningen er ikke slut endnu, bekræfter Thomas Schouby Hansen.

”Efterforskningen fortsætter i samarbejde med blandt andet Skattestyrelsen,” siger han.

Hvornår forventer I efterforskningen afsluttet?

”Det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, men vi er et rigtig godt stykke inde i efterforskningen. Der venter stadig et stykke arbejde forude, og vi afventer også, hvad der kommer ud af de igangværende ransagninger.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også