Tidligere luftkaptajner i SAS trækker 726 mio. kr. ud i udbytte efter salg af Admiral Hotel

Sælgerne af Admiral Hotel i København kan hæve et udbytte på knap 726 mio. kr. som følge af salget, skriver Børsen.
Det fremgår af det seneste regnskab for selskabet CAH Holding, som EjendomsWatch har set.
CAH Holding ejes ultimativt af en række tidligere luftkaptajner og styrmænd i SAS samt disses børn og børnebørn, som altså hev et pænt beløb hjem efter salget.
"Selskabets resultat er positivt påvirket af frasalget af det forhenværende datterselskab CAH A/S," står der i ledelsesberetningen i regnskabet, hvor det fremgår at salget indbragte godt 725 mio. kr.
CAH Holding indgik i november 2019 en aftale om at sælge alle aktier i selskabet bag Admiral Hotel CAH A/S til svenske Midstar Hotels, der ejer 25 hoteller i Danmark, Norge og Sverige.
Dengang afviste bestyrelsesformand i CAH Holding Jørgen Bertelsen at røbe købsprisen.
"Ingen kommentarer til de økonomiske forhold. Men vi mener, Midstar er en rigtig god køber til at overtage det pragtfulde hotel og drive det videre," sagde han til EjendomsWatch.
Hotellet, der har 366 værelser, blev åbnet i 1978 og "har i mange år haft en stærk indtjening, der har påkaldt sig såvel danske som internationale investorers interesse, og med denne interesse som inspiration indledte hotellets ejere i foråret en proces i samarbejde med Colliers International A/S med henblik på fastsættelse af hotellets værdi," lød det i en pressemeddelelse i forbindelse med salget.
Den bogførte værdi af hotellet var er knap 1 mia. kr. i 2018-regnskabet, og ifølge EjendomsWatchs oplysninger var hotellet sat til salg til omkring 1,5 mia. kr.
Ikonisk dansk hotel får svensk ejer
Københavnsk pengemaskine sat til salg – rekordstor hotelhandel kan være forude
Københavnerhotel leverer rekordstor milliongevinst til ukendt ejerkreds