Nationalbanken: Økonomisk set er der intet mærkeligt ved negative renter

PODCAST: Centralbankerne bliver hyppigt kritiseret af aktørerne i finanssektoren for at lempe pengepolitikken ud i det ekstreme med negative renter og obligationsopkøb. Men de skyder ved siden af skiven, lyder det fra vicedirektør i Nationalbanken i ny podcast på FinansWatch.
Redaktør på FinansWatch Simon Richard Nielsen interviewer Nationalbankens vicedirektør Signe Krogstrup. | Foto: Watch Medier/Jan Bjarke Mindegaard
Redaktør på FinansWatch Simon Richard Nielsen interviewer Nationalbankens vicedirektør Signe Krogstrup. | Foto: Watch Medier/Jan Bjarke Mindegaard

Det er skørt, det er vanvid, det er Ebberød Bank. Ja, vi lever ligefrem i verdenshistoriens største økonomiske eksperiment.

Kritikken fra alle dele af den finansielle sektor hagler ned over centralbankerne. Herhjemme er det Den Europæiske Centralbank og dermed også Nationalbanken, der står for skud.

Men nyere økonomisk forskning viser, at den underliggende, naturlige rente er faldet gennem årtier. Primært som følge af den aldrende befolkning og dermed stigende opsparing globalt.

I denne podcast fra FinansWatch forklarer vicedirektør Signe Krogstrup fra Nationalbanken om de store tandhjul, der tvinger centralbanker til at gå i negativt territorium. Lave renter betyder nemlig ikke nødvendigvis, at pengepolitikken er lempelig.

En særlig rente

I sin tid som økonom og toprådgiver i den schweiziske centralbank og i Valutafonden, IMF, har Signe Krogstrup selv bidraget til de nye forskningsmæssige erkendelser.

Den naturlige realrente kan nemlig ikke slås op i nogen kursliste. Den kan ikke observeres, men kun estimeres som en funktion af demografisk udvikling, økonomisk vækst, behovet for opsparing og investeringer.

Pengepolitik skal derfor opfattes relativt til niveauet for denne estimerede, naturlige realrente. Politikken er kun lempelig, hvis styringsrenterne ligger under den naturlige rente.

"Alle modeller peger på, at den naturlige realrente er faldet rigtig meget. Hvis vi sætter renten på 1 pct. Så ved vi, at det ville være en stram pengepolitik i øjeblikket. Omvendt ville en rente på 1 pct. i 1990'erne være meget lempelig," siger Signe Krogstrup.

"Bare fordi centralbankernes rente er meget lavere end i 1990'erne, så betyder det ikke, at pengepolitikken er lempelig," siger hun.

Og selv om indskudsbevisrenten er nede på minus 0,75 pct., er pengepolitikken kun lidt stimulerende i Danmark.

"Vi kan se i Danmark, at vi har meget lav inflation. Der er ikke tegn på bobler. Der er godt gang i arbejdsmarkedet, men der er ikke overophedning, og der er ikke et kæmpe lønpres. Der er ingen tegn på, at pengepolitikken er meget lempelig," konstaterer hun.

Vil vare ved

Da den aldersmæssige sammensætning i befolkningerne globalt kan forudsiges meget præcist, og fordi det er den væsentligste årsag til faldet i den naturlige rente, er det bedste bud også, at de lave renter vil vare ved i flere årtier endnu.

Selv om den økonomiske forskning har svært ved at forklare, hvorfor inflationen er så lav, som den er, er der intet nyt under solen i forhold til de økonomiske sammenhænge.

"Der er egentlig ikke noget mærkeligt ved pengepolitikken i forhold til, hvordan økonomien hænger sammen," siger Signe Krogstrup, som en replik til de mange finansfolk, der river sig i håret over negative renter.

Få hele forklaringen på det lave renteniveau, og hør også Signe Krogstrups bud på, hvordan renterne kan dykke dybt i det negative territorium, hvis vi i fremtiden ender i et kontantløst samfund.

Hør hele FinansWatch Podcast i afspilleren nedenfor, hvor Signe Krogstrup også forklarer, hvordan samspillet mellem den naturlige rente og pengepolitikken også påvirker rentemarginalen og dermed indirekte indtjeningskraften i bankerne.

Du kan også downloade FinansWatch Podcast i Apple iTunes Spotify eller Google Podcast.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FinansWatch.)

Opkøbsivrig PFA-direktør debuterer når EjendomsWatch sætter lyd på branchen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også