Lejere beskylder dansk pensionskasse for aggressiv fremfærd i Berlin

En lejerorganisation i Berlin beskylder PFA for at hæve huslejer med et ufint trick. PFA siger, at man hæver huslejerne så meget, som loven tillader.
direktør for PFA Ejendomme, Michael Bruhn. | Foto: Tanja Carstens Lund
direktør for PFA Ejendomme, Michael Bruhn. | Foto: Tanja Carstens Lund
AF POLITIKEN FORMIDLET AF RITZAU

I Danmark kritiseres den amerikanske kapitalfond Blackstone for at udnytte lovgivningen til det yderste og presse huslejer i vejret. I Berlin bliver den danske pensionskasse PFA nu beskyldt for det samme. Det skriver Politiken søndag. 
 

Da PFA i sommeren 2018 købte en stor ejendomsportefølje til 6,6 milliarder kroner med ejendomme fordelt over Tyskland, gik en gruppe lejere på gaden i Berlin, hvor boligpolitik er tidens varmeste emne. De frygtede, at danskerne ville sætte huslejerne i vejret og fortrænge beboere.

Bystyret i bydelen Neukölln brugte sin forkøbsret og købte et af ejendomskomplekserne. Så blev der stille om PFA, der er en lille investor i Berlin. Nu mener lejeren Sabine Voss i bydelen Schöneberg, at de bange anelser er blevet bekræftet.

"De bruger alle midler," siger hun til Politiken.

Sabine Voss bor i en af PFA’s ejendomme i et boligkompleks fra efterkrigstiden med omkring 130 mindre lejligheder med mange pensionister.

I juni i år krævede PFA’s tyske boligforvalter, Optima, huslejestigninger, som Sabine Voss og flere andre lejere stadig nægter at acceptere. De beskylder Optima for at benytte et ufint trick og true dem, der ikke makker ret.

"Samtlige huslejestigningsskrivelser i dette boligkompleks er fra starten af uvirksomme og indholdsmæssigt ubegrundede," siger Franziska Schulte, der står for lejerorganisationens offentlighedsarbejde.

Den danske direktør for PFA Ejendomme, Michael Bruhn, slår fast, at PFA generelt vil hæve huslejerne så meget, som den tyske lovgivning giver mulighed for.

"Det har vi jo sådan set en forpligtelse til i forhold til vores kunder," siger han.

(Denne artikel er videreformildet af Ritzau på vegne af Politiken.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu