Nationalbankdirektør: Danmark er godt rustet til lavere vækst

Selvom væksten skulle aftage lidt, er dansk økonomi i en god position, lyder det fra Lars Rohde, direktør for Nationalbanken.
Lars Rohde, nationalbankdirektør. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lars Rohde, nationalbankdirektør. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Selv om Danmark ser ind i en lidt lavere vækst de kommende år, så er økonomien godt rustet til det. Det siger Danmarks Nationalbankdirektør, Lars Rohde, onsdag på et pressemøde om centralbankens syn på de kommende år.

"Den danske økonomi er godt rustet til lidt lavere vækst. Der er ikke støre ubalancer, men vi ser ind i lidt lavere vækst på eksportmarkederne. Som udgangspunkt er vi i en god position, også hvis væksten tager lidt af," lyder det fra Lars Rohde.

Nationalbanken forventer, at den danske økonomi vokser 1,5 pct. i 2020 og 2021. I den seneste analyse af den økonomiske situation, der kom for et halvt år siden, forventede Nationalbanken, at BNP'en her ville vokse henholdsvis 1,7 og 1,6 pct.

Det er særligt udviklingen på den geopolitiske scene det seneste halve år, som gør, at Nationalbanken er blevet mere lunken omkring den økonomiske fremtid. Særligt udviklingen i handelskonflikten mellem USA og Kina har skæmmet, men også den seneste tids uro omkring olien har spillet ind.

Derudover har væksten bremset op i euroområdet – særligt i lande med en stor industrisektor som Tyskland, der er Danmarks største eksportmarked.

"Der er udsigt til nedgang på eksportmarkederne, hvilket på sigt vil ramme små åbne økonomier som den danske. Men der er stadig vækst – selv om den går ned," siger Lars Rohde.

"Også er det værd at bemærke, at virksomheder og forbrugere er velpolstrede, og at finanspolitikken har været tilbageholden under opsvinget. Så hvis vi får længerevarende tilbagegang, er der meget stå imod med i Danmark," lyder det fra nationalbankdirektøren.

Han mener, at den førte politik har bidraget til at balancere vækstforløbet, og at det er vigtigt at fastholde den. Derfor anbefaler han at holde det finanspolitiske krudt tørt:

"Det er ikke et signal om at lempe finanspolitikken – en lidt lavere vækst kan være med til at sikre mod overophedning og en efterfølgende dyb lavkonjunktur, som vi så i 00'erne," siger han.

"Finanspolitikken har bidraget til et balanceret vækstforløb, som det er vigtigt at fastholde – også de vedtagne strukturreformer. En fortsat adgang til arbejdskraft sikrer, at presset ikke bliver for stort," lyder det fra Lars Rohde.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også