Transportminister går efter bred aftale om infrastruktur

Oppositionspartier vil have svar på, hvilke vejprojekter den socialdemokratiske regering vil gennemføre.
"Jeg mener, at det er vigtigt, at der er stabile rammer i de kommende års investeringer i vores infrastruktur med aftaler baseret på alle Folketingets partier," siger transportminister Benny Engelbrecht (S). | Foto: Gregers Tycho / Ritzau Scanpix
"Jeg mener, at det er vigtigt, at der er stabile rammer i de kommende års investeringer i vores infrastruktur med aftaler baseret på alle Folketingets partier," siger transportminister Benny Engelbrecht (S). | Foto: Gregers Tycho / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

S-regeringen vil åbne den smalle trafikaftale om investeringer i infrastrukturen, som blev indgået af den tidligere regering og Dansk Folkeparti kort før valget.

Det siger transportminister Benny Engelbrecht (S) på et samråd tirsdag.

Han vil viske papiret rent og gå efter at lave et nyt bredt forlig om infrastruktur baseret på alle folketingets partier.

"Aftalen blev forhandlet og vedtaget af et snævert flertal inden valget, og det forslag er der ikke antydningen af flertal for længere," siger ministeren.

Han ønsker at indgå en aftale om de næste ti års investeringer i infrastruktur.

"Jeg mener, at det er vigtigt, at der er stabile rammer i de kommende års investeringer i vores infrastruktur med aftaler baseret på alle Folketingets partier," siger han.

Den forholdsvis nye transportminister Benny Engelbrecht (S) er ellers kaldt i samråd af forhenværende transportminister Ole Birk Olesen (LA) for at svare på, hvilke dele af planen den nye regering vil gennemføre.

Ole Birk Olesen slår fast, at hvis der stadig havde været et borgligt flertal, så ville planen blive gennemført "til punkt og prikke".

"Danskerne sidder i kø overalt i Danmark på vej til arbejde, så derfor er der brug for at udbygge vejnettet, så der bliver plads til de nye grønne biler," siger Ole Birk Olesen om sin motivation for at have indkaldt til samråd.

"Men nu kan vi forstå på transportministeren, at nu hvor man har fået regeringsmagten, er ingen af projekterne sikre," siger han.

Aftalen fra marts indeholder en lang række infrastrukturprojekter.

Det gælder blandt andet en udvidelse af motorvejen E45, midler til en ny midtjysk motorvej, udvidelser af motorvejene og ringforbindelserne på Sjælland og en udvidelse af Fynske Motorvej syd om Odense og en tredje Limfjordsforbindelse.

Benny Engelbrecht siger på samrådet, at snakken om konkrete udbygninger af vejnettet skubbes til de politiske forhandlinger om en ny aftale.

Efter samrådet siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen:

"Desværre blev vi i dag ikke klogere på, hvilke vigtige vejprojekter som den socialdemokratiske regering vil gennemføre. Dermed har Socialdemokratiet skabt massiv usikkerhed om alle de vigtige vejprojekter, som vi har aftalt at igangsætte, som Socialdemokratiet jo ellers tidligere har sagt, at de støtter."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også