Socialdemokratiet vil investere 70 mia. kr. i infrastruktur

Socialdemokratiet vil lægge op til et bredt infrastrukturforlig til 70 mia. kr. for de kommende ti år. Der er flere fornuftige elementer i udspillet, mener Dansk Erhverv.
Rasmus Prehn, transportordfører for Socialdemokratiet. | Foto: Ritzau Scanpix/Nikolai Linares
Rasmus Prehn, transportordfører for Socialdemokratiet. | Foto: Ritzau Scanpix/Nikolai Linares

Tirsdag præsenterede Socialdemokratiet infrastrukturudspil, der lægger op til at reservere mindst 70 mia. kroner til nye, centrale infrastrukturinvesteringer over de kommende ti år.

Samtidig opfordrer partiet til, at et politisk flertal forpligter sig til at mødes hver femte år for at tilrettelægge en ny investeringsplan for de næste 10 år.

"Vi bliver et rigere samfund, hvis vi tør investere i infrastruktur. Det er dyrt. Men det er penge, der er givet godt ud, hvis vi vil sikre mobiliteten og sammenhængskraften i Danmark. Derfor er vi klar til at sætte os i spidsen for de nye planer, og vi er klar til at øremærke mindst 70 mia. kr. til investeringer i infrastruktur og offentlige anlæg over de kommende 10 år. Og med vores grønne udspil, vil vi også sikre, at den grønne omstilling bliver tænkt ind i planen," udtaler Rasmus Prehn, der er transportordfører i Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet lægger blandt andet op til en maksimal rejsetid på en time mellem København-Odense, Odense-Esbjerg, Odense-Aarhus og Aarhus-Aalborg samt kortere rejsetider uden for de store byer. Samtidig vil partiet indføre elektrisk togdrift på størstedelen af det danske jernbanenet inkl. flere regionale strækninger.

I interesseorganisationen Dansk Erhverv bakker man op om tankerne i udspillet, der ifølge Jesper Højte Stenbæk, fagchef for transport og logistik, indeholder flere fornuftige elementer.

"Jeg synes, at det er meget fornuftigt, at Socialdemokratiet kommer med konkrete bud på, hvad partiet vil med landets infrastruktur. Fornuftigt er det også, at partiet lægger op til et bredt samarbejde. Det er også det det, som vi opfordrer til i Dansk Erhverv," udtaler Jesper Højte Stenbæk og tilføjer:

"Alle ved, at det er valgår, hvor partierne prøver at skabe kant til hinanden, men når det gælder områder så som infrastruktur, så er det vigtigt, at et bredt flertal i Folketinget står bag en aftale."

Regeringen er ligeledes på vej med sit udspil til fremtidens infrastruktur.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie PolicyWatch.)

Motorveje til Kalundborg og Næstved rykker nærmere

Regeringen tager næste skridt på vejen mod en bro over Kattegat

Lars Løkke: Ny ø i København baner vej for broer og motorveje i det øvrige Danmark

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også