Silvan-butikker solgt i trecifret millionhandel

Som et led i en større proces med at sælge ud af sin nordiske ejendomsportefølje har firmaet, der har stået bag Stark Group, solgt 18 ejendomme, som i dag er udlejet til Silvan. Køber har dybe lommer.(Opdateret.)
Foto: PR
Foto: PR

(Artikel opdateret kl. 14.30 med oplysning om køber og rådgivere.)

Britiske Ferguson, der er tidligere ejer af Stark Group, har solgt 18 ejendomme i Danmark, der i dag huser en Silvan-forretning. Det drejer sig om i alt 89.000 kvm, som primært ligger i Storkøbenhavn.

Ejendomsrådgiveren Newsec Advisory har rådgivet Ferguson i salget af deres nordiske ejendomsportefølje, hvor man over de sidste otte måneder har skilt sig af med 40 ud af i alt 42 ejendomme i Norden.

Silvan-handlerne var de sidste i rækken, oplyser Newsec Advisory i en pressemedelelse.

"Vores rådgivning har endnu en gang vist sig værdifuld og har resulteret i et succesfuldt frasalg for Ferguson. En af udfordringerne ved Silvan-porteføljen har været eksponeringen til detailhandel. Men en struktureret tilgang til både danske og udenlandske investorer har sikret, at den optimale investor blev fundet," siger Brian Tretow-Loof, transaktionschef i Newsec Advisory Denmark, i meddelelsen.

Silvan-porteføljen indeholder ejendomme med langsigtet udviklingspotentiale, der alle er udlejet til byggemarkedskæden på lejekontrakter af forskellig varighed. Porteføljen tiltrak ifølge ejendomsrådgiveren betydelig interesse fra især internationale investorer, og i sidste ende blev porteføljen solgt til et selskab, der "forstod porteføljens langsigtede potentiale".

Købsprisen er ikke oplyst, men de 18 ejendomme har en bogført værdi af 387 mio. kr., fremgår det.

Køber er Pears Global Real Estate, som den formuende britiske Pears-familie står bag. Den danske afdeling, Pears Global Real Estate Denmark, har rådgivet briterne. Klar Advokater anført af partner Thomas Krüger har bistået Ferguson i forbindelse med handlen.

Salget af de 40 ejendomme betyder, at der stadig er to ejendomme tilbage i Fergusons samlede portefølje i Norden, men man forventer at have solgt de resterende ejendomme inden udgangen af året.

"Ferguson har værdsat Newsec og BNP Paribas' rådgivning i forbindelse med vores frasalg af en omfattende og kompleks ejendomsportefølje i Skandinavien. Vi er meget tilfredse med resultatet og er klar over, at det i høj grad skyldes det hold, der har varetaget processen for os," udtaler Robert Goldsmith, der har titel af deputy general counsel hos Ferguson.

Stark gentænker sine ejendomme for at øge væksten

Pensiondanmark vil investere 2 mia. kr. i Aarhus 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også