Boligministeren vil fjerne gebyr-benspænd for mere alment boligbyggeri

Regeringen kommer ifølge boligminister Kaare Dybvad Bek (S) med et lovforslag, der gør det muligt at undtage almene boligorganisationer fra at betale gebyr, når egne grunde skal bebygges yderligere. Dermed imødekommer han en kritik, som KAB har rejst efter en nylig landsretsdom.
Boligminister Kaare Dybvad (S), da han holdt pressemøde om den boligreguleringsloven tirsdag 29. oktober 2019. | Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Boligminister Kaare Dybvad (S), da han holdt pressemøde om den boligreguleringsloven tirsdag 29. oktober 2019. | Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) lover, at regeringen vil gøre det lettere for den almene boligsektor at bygge nye boliger, skriver Fagbladet Boligen, der udgives af brancheorganisationen BL.

Helt konkret vil han sørge for, at almene boligselskaber undtages fra at skulle betale en såkaldt tillægskøbesum, når de vil udnytte en ejendom ud over, hvad bebyggelsesbegrænsningen, som er aftalt med kommunen, tillader. Det har en dom ved Østre Landsret netop givet Københavns Kommune ret til at opkræve.

"Vi tror på, at der skal fortættes meget mere i det almene byggeri i København. Og jeg er opmærksom på, at der faldt en dom i mandags, der fortsat giver kommunerne ret til at opkræve de her penge," siger Kaare Dybvad Bek ifølge fagbladet.

"Vi vil komme med et lovforslag, der gør det muligt at undtage almene boligorganisationer fra at betale tillægskøbesummen," fortsætter han.

Afgørelsen ved Østre Landsret ærgrede i den grad den adm. direktør i administrationshuset KAB, Jens Elmelund.

Han mente, at den især ville hæmme omdannelsen af loftsrum til nye tagboliger i den almene sektor.

"Derfor håber vi nu, at boligministeren og et flertal i Folketinget vil være med til at skabe det fornødne lovgrundlag, der giver boligorganisationerne handlerum til at sikre flere almene boliger på deres egne grunde," skrev direktøren i et debatindlæg.

Boligministeren vil udover lovforslaget gøre endnu mere for at fremme alment boligbyggeri.

Til Fagbladet Boligen siger han, at der "kommer til at være en større renoveringsramme efter de forhandlinger, der har været de sidste fire år," og bladet citerer ham ydermere for ønsket om at øge den nuværende mulighed i planloven om at kræve 25 pct. alment byggeri i nye boligområder. Det skal løftes til 33 pct., mener ministeren.

KAB: Dom kan bremse byggeri af taglejligheder i København

S og V: Konjunkturen er ikke til flere almene renoveringer

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også