Socialdemokratiet vil skærpe regler for at få flere almene boliger

Socialdemokratiet vil forøge antallet af almene boliger og sørge for, at folk også får råd til at bo i dem.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
RITZAU

110.000 nye boliger skal opføres i Danmarks fire største byer. Og mange af dem skal være almene boliger, der skal have en lavere husleje end hidtil.

Det er nogle af hovedingredienserne i fredagens boligudspil fra Socialdemokratiet, der indeholder ti pejlemærker til flere og billigere boliger. 

"Vi kalder det boligmarkedet, men markedet kan ikke give svarene selv. Derfor bliver vi nødt til at tage et større politisk ansvar for, hvad der sker," siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen. 

"Det handler både om at få bygget flere boliger og få sikret, at flere af dem er almene, så folk har råd til at komme i nærheden af dem. Men også stoppe for eksempel Blackstones fremmarch på det københavnske boligmarked," siger hun.

Lov skal skærpes

Den amerikanske kapitalfond Blackstone har opkøbt ejendomme i København, moderniseret dem og siden sat huslejen op.

Billig-boligloven, som blev lavet i 2014 under SR-regeringen, skal skærpes.

Socialdemokratiet vil give kommunerne ret til at give betingede byggetilladelser, så de almene boliger kan blive opført hurtigt. Det er ikke sket hidtil i alle tilfælde.

"Det var overhovedet ikke det, der var tænkt. Nu har vi set nogle eksempler på, at selv om der er et lovgivningsmæssigt krav om, at kommunerne skal kunne stille krav om op til 25 procent (almene boliger, red.), så bygger man de private boliger, men de almene boliger bliver ikke opført," siger Mette Frederiksen.

Socialdemokratiet vil fremover give kommunerne ret til at kræve, at op til en tredjedel af nye boligområder skal være almene boliger. 

"Dels foreslår vi en stramning op til 33 procent, men også at det kan blive givet som en betinget byggetilladelse for at sikre, at de almene boliger bliver opført," siger S-formanden.

Over 110.000 nye boliger i store byer

Socialdemokratiet vil have opført 110.000 nye boliger i Danmarks fire største byer. Heraf skal 60.000 være i København, mens de øvrige skal opføres i Aarhus, Odense og Aalborg. 

"Selv om vi er meget optaget af at få skabt bedre balance mellem land og by, så er der et træk hen imod byen. Det skal vi være sikre på, at boligmarkedet kan svare på," siger Mette Frederiksen.

"Det andet er, at vores liv forandrer sig i disse år, der er stadig flere, der bor alene. Enten fordi man bliver boende alene længere end tidligere, eller fordi folk bliver skilt. Derfor skal vi have et boligmarked, der afspejler de nye livssituationer og familiesituationer, vi hver især kan stå i," siger hun.

"Helt grundlæggende skal boligen være et hjem og ikke et investeringsobjekt"

Borgmester holder igen med nye boliger – hastværk á la København rammer kvaliteten

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også