Til sommer skal der på boligområdet foretages en evaluering af den nye boliglejelovgivning fra 1. juni 2015. Evalueringen skal ifølge forligsteksten fra 2015 ”belyse, om den gennemførte forenkling og modernisering har haft den tilsigtede effekt.” De ændringer, som forligsparterne kan blive enige om, skal herefter indarbejdes i den planlagte sammenskrivning af de to boliglejelove, nemlig boliglejeloven og boligreguleringsloven.

Hovedformålet med evalueringen er altså ifølge forligspartierne bag lejeloven at undersøge, om den nye lovgivning, der skulle modernisere og forenkle regler og gøre dem lettere at forstå for lejere og udlejere, rent faktisk har gjort dette.

Lad det være sagt rimeligt klart: Det har den ikke.

På en lang række områder er man faktisk endt med at skabe en mere kompliceret lovgivning, som er sværere at forstå og vanskeligere at administrere. Ejendomsforeningen Danmark har beregnet, at den nye lov hvert år koster samfundet næsten en halv mia. kr. i merudgift på grund af mere administration.

Komplicerer forholdet mellem udlejer og lejer

Dette skyldes blandt andet introduktionen af begrebet normalistandsættelse, der betyder, at lejer ikke længere skal aflevere sit lejemål i samme stand, som vedkommende har overtaget det i. I stedet skal vedligeholdelse nu kun ske, når det er påkrævet i forhold til ejendommen og det lejedes karakter. Denne uklare definition har resulteret i en lang række tvister mellem lejere og udlejere.

De fleste pladser i huslejenævnene er besat af folk med administrative og juridiske kompetencer, mens der sjældent sidder folk med byggeteknisk kompetence. Og med så elastisk en definition lægger man op til, at afgørelserne i huslejenævnene bliver baseret på tilfældige subjektive vurderinger. Derfor er denne bestemmelse med til at komplicere forholdet mellem lejere og udlejere.

Derudover blev der med den nye boliglejelovgivning indført obligatoriske indflytningssyn, som pålægger udlejer både at afholde dette samt udarbejde en indflytningsrapport. Hvis indflytningssynet af en eller anden grund ikke bliver afholdt, bliver afholdt for sent eller udlejer laver en fodfejl i indflytningsrapporten, så slipper lejer fuldstændig for at betale for den ellers aftalte istandsættelse ved fraflytning.

Fraflytningssyn skal indkaldes skriftligt senest 14 dage efter, at udlejer er blevet bekendt med lejers fraflytning. Hvis udlejeren misser denne frist, kan lejeren slippe for at betale for en eventuel istandsættelse. Reglerne for afholdelse af ind- og fraflytningssyn er så rigide, at de lægger en kraftig begrænsning på udlejers muligheder for at levere en fleksibel service og aftale et tidspunkt, der også passer ind i lejers hverdag. Og reglerne skaber et incitament for lejerne til at lede efter selv de mindste fejl og så rejse en sag ved huslejenævnet.

På tide med en reel digitalisering

Oven i dette har man så valgt at indføre et krav om, at lejer skal have udleveret en fysisk kopi af den rapport, der bliver udarbejdet ved synet. Hvis lejeren er til stede ved synet, er det direkte forbudt at sende rapporten digitalt. Det betyder i praksis, at det er nødvendigt enten at skrive rapporten i hånden eller at slæbe en printer med til synet, hvis rapporten udarbejdes elektronisk. Umiddelbart ikke hverken moderne eller enkelt.

I det hele taget er det på høje tid åbne op for en reel digitalisering af den løbende kommunikation mellem udlejer og lejer. Man har jo allerede fra politisk side vedtaget, at al kommunikation mellem det offentlige og borgerne skal foregå digitalt. Oven i dette kommer den aktuelle krise i Postnord og følgende forringelser i leveringstiden, som har gjort det særdeles vanskeligt for udlejer at overholde de snævre frister, der er i lejeloven.

Derfor virker det helt bydende nødvendigt, at man hurtigt og entydigt sidestiller fysisk og digital kommunikation på boliglejeområdet, så både lejer og udlejer frit kan vælge kommunikationsform. Det vil være en reel forenkling og en modernisering af reglerne.

Håb om forenkling af reglerne

Boligminister Ole Birk Olesen (LA) har tidligere udtalt, at han håber, der kommer en regelforenkling. Hvis den sunde fornuft vinder, burde det være et mål, som alle parter kan blive enige om, da den nuværende komplicerede lovgivning ikke gavner nogen.

Den nuværende boliglejelovgivning er hverken moderne eller enkel. Når lovene nu skal evalueres, må den primære politiske opgave derfor være at sikre en mere klar og forståelig lovgivning, der kan give lejere og udlejere en lettere hverdag med færre konflikter.

Hvis man så i samme ombæring sørger for at få sidestillet digital og fysisk kommunikation, så vil man for alvor være på vej mod et resultat, hvor man med rette kan begynde at snakke om en forenklet og moderniseret boliglejelov.