Klumme: Optakt til Mipim – hvad bliver der talt om?

Den 14.-17. marts danner franske Cannes ramme om verdens førende begivenhed for den internationale ejendomsbranche. Her samles mere end 20.000 aktører fra 80 forskellige lande på tværs af sektorer i bygge- og ejendomsbranchen.
Mipim er et af årets højdepunkter, hvor alt fra sparring om brancheudfordringer til nye investeringsmuligheder drøftes.
I min optik er Mipim både det største og vigtigste mødested for ejendomsaktører rundt om i verden, dels på grund af den faglige vidensdeling på tværs, men i endnu højere grad på grund af netværksværdien.
Under hovedoverskrifterne ’Better Places - Greater Impact - Stronger Business’ sætter årets officielle Mipim-program fokus på ESG, innovation og teknologi.
Men hvad bliver de fremtrædende temaer på møderne under Mipim i et ejendomsmarked, hvor der blæser nye vinde? Det giver vi vores bud på.
- Businesscasen i en ny økonomisk epoke
Et forandret økonomisk landskab med stigende energi- og fødevarepriser, har tvunget centralbankerne til at hæve renterne for at få bugt med inflationen. De økonomiske forhold har fået investorerne til at agere mere konservativt, hvilket har presset ejendomspriserne i en nedadgående retning. Økonomien er nu ved at tilpasse sig en ny epoke, hvor de finansielle risici er steget, og udfaldsrummene er blevet flere. I dag skal business casen derfor reflekteres i en anden kontekst og prisvirkelighed end tidligere. - Evnen til at læse markedet rigtigt
Priserne og afkastkravene er kommet under pres, og investorerne afventer en mere stabil og entydig prissætning på ejendomme. Prismæssigt har sælger og køber svært ved at finde hinanden, hvilket har fået investeringsaktiviteten til at aftage betydeligt. Når holdningen til prisdannelsen bliver mere entydig, vil aktiviteten formentlig begynde at stige. Under de markedsbetingelser, som netop er under udvikling, bliver evnen til at læse markedet rigtigt og herudfra tilpasse sine strategiske prioriteter afgørende for investorernes fremtidige succes - Større vægt på risikospredning
Selv om aktiviteten i markedet er aftaget, så mærker vi tydeligt, at investorerne fortsat har et stort kapitalplacerings-behov. Graden af usikkerhed om pris og fremtid har medført, at investorerne i stigende grad søger at sikre risikospredning i deres porteføljer. Muligheden for at opnå en stor volumen og præmie ved porteføljehandler har alle dage været attraktivt for de kapitalstærke investorer, men vi oplever i dag en større tilgang til investeringer i enkeltstående ejendomme, som netop kan tilføre risikospredning og dermed en vis robusthed til den samlede portefølje. Investorerne gør derfor med rette klogt i at operere med en solid sikkerhedsmargin, så de er bedre gearet til at kunne rumme forskellige udsving i markedet. - Grønne investeringer rykker på sig
Mens det altoverskyggende fokus for tiden er rettet mod økonomisk og finansiel usikkerhed, bliver ejendomsbranchen og forretningsmodellerne grønnere og grønnere. Lejerne efterspørger klimavenlige og energieffektive lejemål, og investorerne vil bæredygtighedscertificere deres ejendomme, så de potentielt kan imødekomme den moderne standard, der efterspørges, men også de lovmæssige krav, som skærpes.
Med denne generelle bevægelse i ejendomsbranchen forventer vi, at fremtidens investeringer i endnu højere grad vil involvere ESG-elementer. Flere investorer målretter især deres indsatser på det sociale område, og vi ser en stigende tendens til investeringer i blandt andet skræddersyede boformer, såsom boliger til personer med særlige behov. I disse tider oplever vi generelt, at fokus på EGS i forretningsmodellen øges betragteligt, og det bliver derfor spændende at høre mere om dette, når ejendomsbranchens frontlinje deler deres ESG-indsigter på dette års Mipim.
Vi ser frem til at møde både nuværende og nye samarbejdsrelationer i Cannes!