Klumme: Uanset økonomisk usikkerhed er ESG stadig et af de vigtigste parametre

Når der er økonomisk tilbagegang, tilpasser virksomhederne deres prioriteter for at forblive konkurrencedygtige. For investorer, der er skeptiske omkring ESG, kan det medføre yderligere modvind og være årsag til tøven.
Men vi mener, at disse tendenser er kortvarige. ESG er ikke længere et ”nice-to-have” i virksomhedsstrategien. Det er indbygget i markedspraksis og derfor en del af en række aspekter af beslutningsprocessen.
Vores European Investor Intention Survey fra 2023 understøtter den konklusion:
- 81 pct. af investorer angiver, at de fortsat vil indføre ESG-kriterier i alle investeringsbeslutninger på trods af et udfordrende makroøkonomisk og geopolitisk landskab.
- 15 pct. af investorer drøfter aktivt indførelsen af ESG, men har ikke indført kriterierne fuldt ud i alle beslutninger.
- Kun 4 pct. af investorer har ingen planer om at indføre ESG-kriterier.
Respondenterne viser en klar villighed i forhold til at indføre ESG-kriterier for at beskytte værdien af ejendomsaktiver og miljøet. Den mest populære ESG-strategi blandt respondenterne er at opgradere eksisterende aktiver, så de lever op til kravene i bæredygtighedscertificeringer.
Vi forventer, at fokusset på at opgradere eksisterende aktiver vil øges, fordi energipriserne forbliver forhøjede på grund af geopolitiske spændinger. Mens det i første omgang vil gælde i Europa, forventes det, at vigtigheden af grønne investeringer i erhvervsejendomme også vil stige i resten af verden.

En tredjedel af investorer er villige til at betale en merpris for ESG-optimerede aktiver. Og vigtigere endnu angiver halvdelen af dem, der er villige til at betale en merpris, at merprisen kunne være mere end 20%.

Det understøttes af investorernes forventninger til brugernes præferencer og lejetillæg for aktiver, der lever op til ESG-krav. I vores seneste analyse på tværs af Europa kunne vi kvantificere, hvordan bæredygtighedscertificeringer påvirker niveauet for kontorlejemål. Undersøgelsen viser nemlig, at lejen i Europa er 6 pct. højere for kontorer med bæredygtighedscertificeringer sammenlignet med tilsvarende ikke-certificerede bygninger.
Sagens kerne
Erhvervsejendomsinvestorer opererer i et miljø, der er i hastig forandring. Men ESG er og bliver et parameter, der betyder noget. Dårlig miljøperformance anses som en investeringsrisiko med potentielt stor indflydelse på en ejendoms langsigtede performance – særligt i det nuværende økonomiske landskab. Men investorerne kan opnå en konkurrencefordel og sikre langsigtede resultater, hvis de udvikler en fremsynet strategi baseret på bæredygtige investeringsprincipper.